Kommentar: FCM’s forfærdelige forår

De danske mestre har smidt et mesterskab og en pokaltitel på gulvet. Steg Champions League-drømmen dem til hovedet? Selvransagelse må stå på dagsordenen på Steinleins kontor i det midtjyske.

I fodbold er det aldrig forbi, før den fede dame har sunget. Men meget tyder i dag på, at det er svanesangen, der kommer ud af højttalerne på MCH Arena, når Superligaens sidste kamp i denne sæson skal spilles på mandag.

FC Midtjylland gik ind til forårssæsonen med en drøm om at genvinde mesterskabet og putte en pokaltitel oveni hatten. Og som de helt klare favoritter til begge titler. Men efter Brøndbys sejr i går i Aarhus og FCM’s nederlag i Parken tyder meget på, at FCM i stedet står tilbage mandag aften lidt i klokken 19 med en fesen sølv- eller bronzemedalje. Efter et kæmpe kollaps.

Guldbarometeret har hele sæsonen igennem været i FC Midtjyllands favør. For holdet formåede endda at holde sig på toppen midt i et opslidende Champions League-eventyr. Så det hele så så lyst ud, og alt var lagt op til, at FCM ville blive kronet som danske mestre for fjerde gang på syv sæsoner og dermed pludselig være den mest vindende klub i den periode. Hvad er problemet? Tre mesterskaber på syv sæsoner er også fornemt. Javel, men i fodbold skal man tage alle de titler, man kan få. Og det her mesterskab har FC Midtjylland selv tabt på gulvet.

Selvfedme

For FC Midtjylland har det bedste hold i Superligaen. Eller måske nærmere de bedste spillere. For Brøndby har vist, at de har det bedste hold. Mange af FCM’s spillere er af en sådan kaliber, at de er interessante for udenlandske klubber. De kan spille på en hylde, der er højere end Superligaen. Men mens Champions League-hymnen for længst er fortonet i himlen over MCH Arena, har spillerne ikke fundet melodien sammen i Superligaen i foråret.

Fire points i de seneste fem kampe rammer FC Midtjyllands forfærdelige forår ind. Det seneste halvandet år har været en lang optur i cheftrænersædet for Brian Priske. Men chefdirigenten har ikke kunnet få det hele til at gå i takt på det seneste. Der har været for mange skæverter. Selvfedme bliver der sågar talt om. FCM har været sin egen værste fjende i foråret efter efterårets succes.

Sult i Paradis

”Sult i Paradis” er titlen på én af FCM-formand Rasmus Ankersens bøger. Er det paradoksalt nok manglen på sult og ærgerrighed, der har ramt den gruppe, der nu ser ud til at misse et åbenlyst dansk mesterskab? Ja, sådan kunne det godt se ud. Brøndby ligner mere et helstøbt hold med et stort hjerte. Måske nogle af aktørerne i FCM-lejren har hjertet et andet sted, hvor pengene er større? Måske er de blevet for mætte i det midtjyske?

FC Midtjylland kom hakkende fra start i foråret og slutter hakkende. Men det var helt efter planen åbenbart. Altså den hakkende begyndelse. Brian Priske pointerede gang på gang, at der lige ville gå nogle uger, før FCM ville ramme formen. Ovenpå Champions League-eventyret. Men den virkelige fortælling er, at de aldrig nåede at ramme formen. Jo, i én hjemmekamp mod FC København spillede de forsvarende danske mestre op til det niveau, man ved, de har. Var tilgangen til foråret i sandhed lidt for tilbagelænet?

Skive-dreng ramte skiven

Og så kan man godt begynde at dykke ned i materien og pille enkelte spillere ud og sige, at den og den ikke helt har leveret. Er 11 mål fra din spidsangriber nok? Sikkert ikke, hvis man skal vinde et dansk mesterskab. Der er måske en grund til, at Brøndby lige nu ligner en ny dansk mester. De har Superligaens topscorer, en mand fra Skive, der i den grad har ramt indenfor skiven i dette forår. Men hov, hentede FCM netop ikke en tysk bomber? Jo, Luca Pfeiffer. Hvor er han? Et indkøb, der ikke ramte plet, og som måske er meget sigende om FC Midtjyllands forår. Ordet fiasko presser sig på.

Hvis ikke FCM-toppen allerede sidder der, så sidder de nok på direktør Claus Steinleins kontor mandag aften. Her må selvransagelse stå på dagsordenen. For noget gik galt i dette forfærdelige forår.