Kørte 127 i 60 zone: 21-årig sigtet for vanvidsbilisme

En ung mand fik frataget både kørekort og bil efter han kørte alt for stærkt i Bording. Og han var ikke den eneste, som gik i politiets fælde.

Weekendens fartkontrol i Bording fik stoppet flere billister med for høj fart.
Weekendens fartkontrol i Bording fik stoppet flere billister med for høj fart.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lørdag eftermiddag var politiet på jagt efter fartsyndere i Bording.

Med nye målere var patruljen til stede på flere forskellige veje i området, og på Bordingvej var der særligt stort bid.

Her kom en 21-årig mand fra lokalområdet susende forbi. På strækningen er 60 km/t tilladt – men den unge mand fik trykket en del for hårdt på speederen og kørte forbi politiets målere med 127 km/t.

- Det er over en 100 procent overskridelse af fartgrænsen, så det er det, vi betegner som vanvidsbilisme, siger Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning.

Derfor fik den 21-årige frataget sit kørekort, og fik også bilen beslaglagt med henblik på konfiskering, fortæller Bent Smedegaard.

Sidste år fik politiet et nyt våben mod fartbøller på vejene.

De nye lasere kan række længere end de tidligere, og er derfor mere effektive, siger Bent Smedegaard.
De nye lasere kan række længere end de tidligere, og er derfor mere effektive, siger Bent Smedegaard.

De nye lasere kan måle farten på biler på op til 1200 meters afstand, og det er effektivt, siger Bent Smedegaard.

Kombinationen af nye målere og de rette steder fangede politiet lørdag eftermiddag omkring 10 bilister, der kørte for stærkt.

- Der er jo ikke så mange, der regner med, at politiet står i Bording en lørdag eftermiddag, siger Bent Smedegaard.