Knivstikkeri i Vorgod-Barde: Fem personer er anholdt

Politiet har anholdt fem personer og fundet flere knive og slagvåben i forbindelse med et knivstikkeri nær Videbæk.

Det var en patruljevogn, der kort efter anmeldelsen, fik standset en personbil og anholdt fem mistænkte i forbindelse med et knivstikkeri i Barde.
Det var en patruljevogn, der kort efter anmeldelsen, fik standset en personbil og anholdt fem mistænkte i forbindelse med et knivstikkeri i Barde.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Natten til tirsdag er to mænd blevet udsat for knivstik på en adresse i Vorgod-Barde nær Videbæk. Politiet har anholdt fem personer i forbindelse med overgrebet.

- Da vi ankommer på adressen er gerningsmændene kørt derfra. På baggrund af vidneudsagn udsender vi et signalement på en personbil til vores patruljevogne. Et kvarters tid efter lykkes det en patruljevogn at standse en personbil svarende til signalementet, hvorefter vi beslutter at anholde de fem personer i bilen, oplyser Simon Skelkjær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet modtog klokken 23.30 en anmeldelse om et knivstikkeri fra en af de to tilskadekomne. Der er tale om to mænd på henholdsvis 37 og 53 år fra lokalområdet. Begge mænd er uden for livsfare, men de blev umiddelbart efter anmeldelsen kørt på skadestuen i Herning.

På gerningsstedet fandt politiet flere knive og slagvåben, som de formoder har noget med sagen at gøre. De fem anholdte er personer mellem 26 og 42 år, der ligesom de tilskadekomne alle er fra lokalområdet.

- Det er stadig for tidligt at sige noget om motivet. Vi ved, at de involverede har haft en eller anden form for relation til hinanden, men nu skal vi i gang med afhøringer for at få et overblik over sagen, oplyser vagtchefen.

Politiet er nu i gang med en række tekniske undersøgelser, hvor anholdte samt en række vidner fra gerningsstedet skal afhøres. De fem gerningsmænd bliver fremstillet i Grundlovsforhør tirsdag ved Retten i Herning.