Knivstikkeri i Herning: Nabo hørte spektakel i nat, men troede ikke, det var alvorligt

En nabo til knivstikkeriet i Herning natten til torsdag fortæller, at han først opdagede, hvad der var sket, da han stod op torsdag.

Willy Emil Jørgensen bor på Smedegade i Herning. I nat kom han tæt på et knivstikkeri.
Willy Emil Jørgensen bor på Smedegade i Herning. I nat kom han tæt på et knivstikkeri.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

En 22-årig mand blev natten til torsdag stukket i brystet med et stikvåben i midtbyen i Herning. Manden afgik senere ved døden.

Overfaldet skete tæt på pensionist Willy Emil Jørgensens hjem på Smedegade, og han vågnede op til store mængder politiafspærring og adskillige efterforskningsfolk ude foran sin lejlighed.

- Det er ikke så rart. Vi bliver da berørte af, at det kommer så tæt på. Ellers er det jo normalt fredeligt og roligt hernede, men det kan jo hurtigt komme, siger han til TV MIDTVEST.

Hørte spektakel om natten

Willy Emil Jørgensen sov med åbent vindue, så han hørte larm ude foran sin lejlighed omkring klokken tre.

- Jeg hørte, der var spektakel, men så tænkte jeg ikke nærmere over det, forklarer han.

Klokken otte vågnede han op og opdagede, at han befandt sig midt i en politiefterforskning. Siden har han fulgt med i politiets arbejde.

- Jeg tænkte ”hvad sker der?”. Jeg tænkte, det måske var en øvelse. Men det er jo alvorligt, siger han.

Er ikke nervøs

Willy Emil Jørgensen har i løbet af dagen modtaget opkald fra sine børnebørn, der ville vide, om han var okay.

Gør nattens hændelser dig utryg?

- Det gør det ikke. Vi har så kraftige døre, at det er vanskeligt at komme ind, siger han.

Der er heller ikke altid helt stille i hans område. Willy Emil Jørgensen har for eksempel oplevet, at der er folk, der er gået ind i hans gård.

- Det har jeg set flere gange, og så giver jeg jo et brøl ned til dem, og så forsvinder de, siger han.