Klassisk orkester varmer op til EM i fodbold med rød-hvide koncerter

DBU og Danmarks Underholdningsorkester gør klar til sommerens store fodboldbegivenhed med fodboldsange fortolket af klassiske musikere.

2:20
Violinist Christian Ellegaard og resten af Danmarks Underholdningsorkester er klar til at spille noget, som ligger langt fra det normale repetoire.
Foto: Louise Fischer, TV MIDTVEST

EM i fodbold er lige rundt om hjørnet. Det bliver dog en noget coronaramt omgang med færre publikummer og flere storskærmsarrangementer, men der skal heldigvis mere end en pandemi til at holde fodboldfans nede.

For at holde gang i folkefesten og fodboldfeberen har DBU og Danmarks Underholdningsorkester arrangeret en række koncerter - blandt andet i Herning Kongrescenter - hvor de klassiske musikere kaster sig over kendte fodboldslagsange.

- Det er ret sjovt at spille, men meget af musikken har alligevel sit udspring i den klassiske musik, så det er ikke så langt fra det, vi spiller normalt. Det er ret grandiost og passer godt til fodboldhymner, siger Christian Ellegaard, der er violinist i Danmarks Underholdningsorkester.

Det er vigtigt at huske fejringen

Danmarks Underholdningsorkester vil – klædt i rød-hvide farver – præsentere sommerens 12 værtslandes nationalhymner, herunder den danske, og sætte lyd til de store følelser, når det danske landsholds stærkeste bedrifter og største fiaskoer akkompagneres af velkendte værker af blandt andre Verdi, Beethoven og Vivaldi.

Især med et EM i pandemiens skygge er det vigtigt at holde den slags arrangementer, forklarer Signe Amtoft, der er vært for 'Den Rød-Hvide Koncert'.

- Det her EM har mildest talt været udfordret, fordi det er blevet rykket, og det har ikke været muligt at samle folk, fordi det simpelthen ikke har været tilladt. Det har givet en underlig følelse af, om vi overhovedet må fejre, at Danmark er med i EM. Det fede ved det her koncertprojekt er at minde folk om, at vi har et fællesskab, og at nu sker det - nu er der EM. Det håber jeg, folk får med sig fra koncerterne, siger hun.

Og selv om strygere og blæseinstrumenter ikke er normalt inventar på lægterne, så passer klassisk musik faktisk meget godt til fodboldens univers, mener Christian Ellegaard

- Musikken forener os alle sammen, og på den måde fungerer det rigtig godt sammen med musik og fodbold. Måske er klassisk musik og fodboldsange i virkeligheden ikke så forskelligt. Det er jo stadig musik, siger han.

EM-slutrunden begynder den 11 juni.