Klar til Landsskuet: Et stort yver betyder alt

Landsskuet i Herning åbner torsdag. TV MIDTVEST var med de sidste forberedelser i en af staldene med malkekvæg, hvor intet bliver overladt til tilfældighederne.

Landsskue
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Danmarks største dyrskue - Landsskuet i Herning - åbner torsdag portene til tre dage med 2600 udstillede dyr og masser af maskiner.

For de mange udstillere betyder Landsskuet hyggeligt samvær med venner og kolleger - men det er også hårdt arbejde at gøre dyrene klar til konkurrence.

Intet bliver overladt til tilfældighederne. 

TV MIDTVEST besøgte staldene onsdag aften, hvor malkekøerne blev klippet og vasket, så de er klar til at blive bedømt. Og for en malkeko er der specielt én ting, der tæller: Et godt yver.

- Vi vil gerne have det så stort som muligt og spændt ud, så det er fremhævet, at hun kan producere noget mælk, lød fra Helle Vestergård Hansen fra Grønbjerg, mens hun var i gang med klargøringen.

Det er også vigtigt at time malkningen, så der er tilpas med mælk i yveret, når dommerne kaster deres kritiske blik på koen.

- Jeg har blandt andet en ko, der skal malkes klokken tre i nat, fordi vi tror på, at hun skal have lige omkring10 timer inden start, sagde Helle Vestergård Hansen.

2:15
Se indslag fra de sidste forberedelser til Landsskuet.

Koen får sin egen kostplan

Og Lærke Altena fra Tim supplerede med oplysningen om, at koen kommer på en skarp diæt inden dyrskuet.

- Hun får sin helt egen kostplan, for vi vil gerne have, at dyrene står helt skarpe og i topform ligesom en fodboldspiller. Og så gælder det om at holde dyrene rene hele natten, så vi står bag dem med en spand og griber al deres lort så de ikke bliver beskidte, sagde hun. 

Med 623 tilmeldte dyr udgør malkekvæget den største del af kvægudstillingen, men kødkvæget haler kraftigt ind på malkekøerne med 523 dyr.

Der bliver også masser at se på for de hesteinteresserede. Hesteudstillingen sætter i år rekord med 370 tilmeldte dyr.

Den officielle åbning af Landsskuet foregår klokken 12. Den står den nye socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen for sammen med formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Landsskuet slutter lørdag eftermiddag.

Hesteudstillingen sætter i år rekord med 370 tilmeldte dyr.
Hesteudstillingen sætter i år rekord med 370 tilmeldte dyr.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST