Kirker tilbyder drop in-dåb: 'Følg din krop hen i kirken' og bliv døbt - direkte fra gaden

En række kirker i Herning-området er gået sammen om at tilbyde drop in-dåb, hvor man kan komme og blive døbt uden at have meldt sig til på forhånd.

Flere kirker i Herning-området er gået sammen om at tilbyde drop in-dåb en bestemt dag i november.
Flere kirker i Herning-området er gået sammen om at tilbyde drop in-dåb en bestemt dag i november.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

En håndfuld vand på hovedet og et par hellige ord - så er det klaret.

En dåb behøver ikke være en planlægningstung og tidskrævende begivenhed. Det mener i hvert fald en række kirker i Herning-området. De er derfor gået sammen om at tilbyde en dag med drop in-dåb, hvor alle med lyst til at blive døbt kan komme direkte fra gaden.

- Både drop in-dåb og dåbsgudstjenesterne er fuldt ud lige så rigtige dåb som den traditionelle dåb, siger Julius Sommer, der er sognepræst ved Gullestrup Kirke og en af tre præster, der medvirker ved drop in-dåben, som bliver den 5. november fra klokken 15 til 17.

Drop in-dåb er en af flere nye måder at blive døbt, der er kommet til under coronanedlukningen. Her satte restriktionerne skub i udviklingen, og det har ført til koncepter som tumlingedåb eller dåbsgudstjenester, som er forbeholdt dåbsbarnets pårørende. Dåbsritualet er dog det samme ved alle de forskellige dåbsformer.

Hvis man er i tvivl, så er man ikke i tvivl

Uanset om man bliver døbt som spæd eller som voksen, så er det centrale element i dåben det samme. Det handler om at blive en del af den kristne menighed, forklarer Julius Sommer.

Han mener ikke dåben handler om at købe hele kristendommen på én gang, men om at plante et frø og lade det gro. Det gælder også, hvis man som voksen overvejer at lade sig døbe ved drop in-dåben i Hedeagerkirken 5. november.

- Hvis man er i tvivl, har man på en måde allerede truffet beslutningen, for så er der elementer af den kristne tro, der trækker i én – og det er nok. Hvis tanken om at lade sig døbe føles rigtig, så skal man følge sin krop hen i kirken og blive døbt. Så skal hovedet nok følge med senere, siger Julius Sommer. 

I drop in-dåben deltager præster fra kirkerne i Grove, Ilskov og Gullestrup samt en præst fra Hedeagerkirken i Herning.