Kasper Witt Indstiller karrieren

HC Midtjylland-profilen Kasper Witt har valgt at indstille karrieren, og spiller sin sidste kamp på søndag mod GOG.

hcm-03-15-018.jpg

Det bliver formegentlig allersidste gang for den 28-årige playmaker, når han søndag trækker i HC Midtjylland-trøjen. Den unge playmaker har nemlig valgt at stille håndboldskoene på hylden, og indstiller karrieren efter indeværende sæson.  I stedet vil Kasper Witt rette fokus mod sin erhvervskarriere og sin familie.

- Livet handler om prioriteringer, og med to små børn og en virksomhed i voldsom vækst, kunne jeg ikke blive ved med at finde timerne til ligahåndbold, siger Kasper Witt i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

Et tab for klubben

Kasper Witt var på det første HC Midtjylland hold i sæsonen 2005/2006, og han har været en del af klubben lige siden.

- Jeg begyndte min håndboldkarriere i Herning FH (moderklub til HCM), da jeg var fem år gammel. Nu små ti år senere har jeg været med til at realisere den vision, som HC Midtjylland blev skabt på, nemlig at etablere sig som en top 8 klub i Danmark med base i den talentmasse, der er og har været i Herning, Ikast og brande-området. Især de to seneste sæsoner har virkelig bekræftet mig i, at det var godt, at jeg var loyal overfor HC Midtjylland hele vejen igennem og ikke søgte lykken i andre klubber, siger Kasper Witt på klubbens hjemmeside.

Også klubbens sportschef ser tilbage på en spiller med en stor karriere.

- Det er klart, at det efterlader et tomrum i HC Midtjylland, når en kulturbærer og stor personlighed som Kasper vælger at stoppe på topplan, siger Peter Andersen, Sportschef, HC Midtjylland.

Stopper før tid - og så alligevel ikke helt

Inden denne sæson underskrev playmakeren ellers en ny treårig kontrakt med HC Midtjylland, men den aftale er nu annulleret før tid.

- Jeg er glad for, at jeg selv kan tage beslutningen, og at klubben accepterede at løse mig fra kontrakten før tid. HC Midtjylland vil altid være i hjertet - der er så mange gode minder og oplevelser forbundet med klubben, og derfor har jeg også sagt ja til at stå til rådighed som spiller, hvis der skulle blive behov for det i fremtiden, siger Kasper Witt.

Klubbens sportchef er ked af Kasper Witts tidlige farvel, men han er samtidig glad for, at han er så loyal overfor klubben, selv efter at karrieren egentlig er forbi.

- Vi har fuld forståelse for Kaspers beslutning om at stoppe med ligahåndbold, og vi er kun glade for, at Kasper har valgt at stå til rådighed for HC Midtjylland, hvis der skulle blive behov for dette i fremtiden, siger Peter Andersen, Sportschef, HC Midtjylland.

På trods af, at holdets profil nu stopper, så er Peter Andersen alligevel fortrøstningsfuld.

- Jeg føler, at vi står godt rustet i den kommende sæson rent mandskabsmæssigt, og jeg er sikker på, at vi nok skal realisere vores målsætning om en plads i slutspillet, siger Peter Andersen, Sportschef, HC Midtjylland.