Karrieren var stoppet: 55-årig vinder guld trods flere års pause

55-årige Johnny Tretow-Loof er ny verdensmester i bodybouilding for mænd over 55 år og 90 kilo.

Johnny Tretow-Loof på scenen til Verdensmesterskabet i Spanien.
Johnny Tretow-Loof på scenen til Verdensmesterskabet i Spanien.
Foto: IFBB

Johnny Tretow-Loof her havde egentlig lagt body-building bag sig for 30 år siden. Men han kunne ikke undvære det, så han begyndte at træne sin krop op en gang til.

Og det gik så godt, at den 55-årige herningenser lige er blevet kåret som verdensmester.

- Det er fantastisk, helt ubeskriveligt, lyder det fra Johnny Tretow-Loof, efter han lige er kommet retur til Herning.

Konkurrencen blev afholdt i Spanien, og den nykårede verdensmester fik titlen i kategorien mænd over 55 år og 90 kilo.

Og for at ende med guld om halsen kan det kræve nogle ofre.

- Dem man holder rigtigt meget af kan man godt komme til at skubbe lidt i baggrunden, forklarer Johnny Tretow-Loof.

Havde stoppet karrieren

Johnne Tretow-Loof havde egentlig lagt musklerne på hylden i 1990, da han blev far. 

Men efter ni års træning er han tilbage i topform. En form der altså sikrede ham verdensmesterskabet for bodybuildere på hobbyplan. Og det kommer ikke bare af sig selv.

- Der skal arbejdes for det hele tiden. Og at man kan have viljen til at klare det, det synes jeg er helt fantastisk, forklarer Johnnys kone Henriette Tretow-Loof.

Men trods den hårde vilje og de stærke muskler endte titlen med at gøre muskelbundet blød indeni.

- Jeg har ikke forstået det endnu. Men det begynder så småt at indfinde sig, at jeg har vundet et verdensmesterskab, fortæller Johnny Tretow-Loof med bævende stemme.

Og når det engang har indfundet sig, skal Johnny også lige bruge nogle dage til at overveje, om han skal sætte sig et nyt mål indenfor bodybuilding.

2:48
Johnny Tretow-Loof havde egentlig lagt body-building bag sig for 30 år siden. Nu er han nået helt til tops.