Karina blev valgt ind i menighedsrådet som 35-årig: - Vi bestemmer overraskende meget

For fire år siden anede Karina Kaas intet om menighedsrådsarbejde. Men da alle medlemmerne af hendes lokale råd stoppede, trådte hun og to venner til.

Karina Kaas var mandag aften gæst i studiet hos TV MIDTVEST.
Karina Kaas var mandag aften gæst i studiet hos TV MIDTVEST.
Foto: Kenneth Kristiansen, TV MIDTVEST

Da Karina Kaas var 35 år og gravid med sit tredje barn blev hun - lidt ved et tilfælde - medlem af menighedsrådet i Fasterholt nord for Brande.

Der var nemlig valg, og rygterne ville vide, at samtlige medlemmer trådte ud.

 - Jeg er ikke selv kommet meget i folkekirken. Men jeg føler, at vi er nødt til at stå sammen i byen, om det vi kan, forklarer hun.

Kort forinden var Karina flyttet til byen sammen med sin mand og deres børn. Hun kendte intet til menighedsrådsarbejde, fortæller hun. Men udsigten til at det lokale menighedsråd ville dø ud og overgå til nabosognet Arnborg, fik hende til at træffe beslutningen om at træde til, sammen med to andre hun kendte.

 - Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Men jeg har ikke fortrudt det overhovedet. Det er spændende, og jeg er blevet overrasket over, hvor meget vi er egentlig er med til at bestemme, siger hun. 

Flere arrangementer for børnefamilierne

Menighedsrådet er blandt andet med til at ansætte medarbejderne i kirken, de afholder MUS-samtaler og har stor indflydelse på aktiviteterne i kirken - og dermed også på, hvilken linje der skal lægges nedover gudstjenesterne.

 - Jeg har ikke den kirkelige baggrund, men jeg har den opfattelse, at der skal være plads til alle i kirken. Alle skal kunne vies i vores kirke - også homoseksuelle. Og der skal være plads til børnene, hvis man vil have familierne til at komme, mener Karina Kaas.

Hun har tjansen som kasserer og bruger i gennemsnit halvanden time om ugen på arbejdet. 

Netop børnefamilierne har det nye menighedsråd bestræbt sig på at lave flere arrangementer for. Senest har de arrangeret en tur til Den Gamle By i Aarhus i samarbejde med menighedsrådet i nabobyen Arnborg. Her dukkede 14 børn og 34 voksne op.

 - Vi er nødt til at stå sammen, hvis der skal være liv i vores landsbyer, understreger Karina Kaas.

Til dette års menighedsrådsvalg fratræder et enkelt medlem og en suppleant, og Karina Kaas håber, der er et par stykker, som har lyst til at give sig i kast med udfordringen.

 - Det er ikke farligt. Der er også et provsti og en præst at læne sig op ad. Jeg synes bestemt, man skal kaste sig ud i det, hvis man overvejer det, og hvis man vil have medbestemmelse over ens kirke i fremtiden.


Her kan du se hele studiedebatten:

9:31
Tirsdag er der valg til landets menighedsråd. Vi har inviteret en præst og et menighedsrådsmedlem ind i studiet til en debat om fremtidens kirke.