Kæmpede med skolenedlukninger: Tyske undervisningsministre i Herning for at lære af Danmark

En tysk delegation på 20 personer er fredag i Herning. De skal lære mere om, hvordan man bruger digitalisering i skolerne.

0:47
Den tyske delegation har fredag været til flere oplæg på VIA University College i Herning.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det er ikke kun de danske skolebørn, der i løbet af det seneste halvandet år har måtte bruge væsentligt mere tid hjemme, da coronapandemien lukkede skoler i både korte og lange perioder.

Det gælder også for Tyskland, og her har det vist sig, at skolesystemet ikke er lige så klart til udfordringen som det danske.

Derfor har VIA University College i Herning fredag besøg af undervisningsministrene fra de tyske delstater Brandenburg, Schleswig-Holstein og Rheinland-Pfalz og en håndfuld repræsentanter fra det tyske uddannelsesministerium i Berlin samt medlemmer af en tysk organisation med fokus på digital udvikling.

Gæsterne skal hente viden og inspiration fra det danske system.

- På baggrund af coronakrisen blev det tydeligt i Tyskland, at der er en dagsorden, de ikke har løftet godt nok. Der kan man sige, at vi har haft et helt andet beredskab i Danmark, og vi har også taget fat på diskussionerne om digital pædagogik på et langt tidligere tidspunkt, siger pædagogisk leder hos Center for Undervisningsmidler hos VIA University College, Rasmus Hjorth Bergstedt.

Morgenstunden bød på oplæg. Senere skulle gæsterne også møde eleverne og deres undervisning.
Morgenstunden bød på oplæg. Senere skulle gæsterne også møde eleverne og deres undervisning.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Møde med forskningschef

En af dem, der skal mødes med tyskerne, er forskningschef Andreas Rasch-Christensen. Han skal fortælle tyskerne om den danske udvikling med at integrere teknologier i grundskolen.

- Det er herligt at skulle holde det her oplæg. Det er velfortjent, at det foregår her i Herning, fordi vi står et sted, som virkelig er fuldstændigt centralt for elevernes uddannelse omkring teknologi. Det er et sted, som lærerne søger til her i området. Så det er en god kontekst at gøre det i, og det bliver rigtigt spændende at tale med den tyske delegation, fortæller han.

Han håber, tyskerne kan lære noget af mødet med danskerne.

- I Tyskland har de haft mange udfordringer, specielt under skolenedlukningerne, fordi deres infrastruktur ikke er god nok. De har ikke foretaget de samme investeringer, heller ikke i lærernes efteruddannelse. Det vil sige, at onlineundervisning, der forekommer relativt naturligt herhjemme, er meget fjernt for dem, siger han.

Men selvom danskerne klarer sig fint med digitaliseringen af skolesystemet, så er forskningschefen dog bevidst om, at der stadig er mere at lære.

- I Internationale undersøgelser viser det sig, at de danske elevers digitale kompetencer er bedre end i mange andre lande. Så har vi stadig nogle ting, vi skal sætte ind med. For eksempel i forhold til teknologiforståelse. Det er ikke nok bare at bruge teknologier, man skal også forstå dem, slår Andreas Rasch-Christensen fast.