Julepodcast: Centerchef: Her er tidspunktet, hvor du undgår det værste julemylder

Hvornår er det optimalt at tage på juleshopping, hvis man helst vil undgå at stå i for lange køer? Det giver chefen i herningCentret sit bud på i en juleudgave af podcasten Køreturen.

Du kender det sikkert.

Dagene til juleaften svinder ind, og gaverne er stadig ikke købt. Samtidig orker du ikke menneskemyldret ude i byen eller centeret.

Men nu er der er et råd på vej til dig, der kan nikke genkendende til ovenstående.

Centerchef i herningCentret, Kim Lauritsen, giver i en juleudgave af podcasten Køreturen sit bud på, hvornår der er mindst stress og jag forbundet med at tage på juleindkøb.

- Hvis man tænker, man gerne vil ud på et tidspunkt, hvor der er lidt mindre travlt og måske lidt færre mennesker, så handler det om at komme så sent på dagen som muligt. Det er i hvert fald min anbefaling.

- Mange tror, der er færrest mennesker tidligt på dagen, hvor folk er på arbejde. Men i den sidste uge op til jul er klokken 17-19 et godt tidspunkt de fleste dage. Men jeg vil også skynde mig at sige, at det heldigvis glider stille og roligt med mennesker hele dagen. Det er ikke ligesom Black Friday, hvor der kommer en helt masse på en gang. Det er det, der er så fantastisk ved december. Folk kommer ikke på samme tid, fordi der er mange, der tager fri for at købe julegaver, lyder det fra centerchefen.

- Jeg elsker julen

Selv bliver Kim Lauritsen ikke julestresset. I stedet nyder han, at der er godt gang i centeret gennem hele december.

- Vi har mange dage, hvor der er dejligt travlt. Det er skønt. Vi arbejder hele tiden for at se et center, der er fyldt med glade mennesker, så jeg er glad i øjeblikket.

- Jeg elsker julen. Det er der, hvor familien samles. Det er bare en tid på året, hvor alle tillader sig at slappe af og hygge sig sammen. Så jeg elsker virkelig julen, lyder det fra Kim Lauritsen.

På køretur med centerchefen

I årets sidste afsnit af Køreturen kan du møde centerchef Kim Lauritsen midt i den travle juletid til en snak om alt fra julehygge til julestress og alt derimellem.

KØRETUREN - EN PODCAST FRA TV MIDTVEST


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Samfund.