Julegavebytteriet gav travlhed

Fredag var det første åbningsdag efter jul og dermed store byttedag for mange midt- og vestjyder. Det betød travlhed hos Sportsmaster i Herningcentret.

271213_Gavebyt.jpg

Mens mange brugte 3. juledag på en ekstra fridag, måtte butiksansatte på arbejde, så folk kunne bytte de miskøbte julegaver.

- Vi har mega travlt. Det er den dag på året, hvor vi har travlest. Det er sådan en dag, som vi både ser frem til, frygter og glæder os til. Det kræver en masse taktik og en masse planlægning, for det skal bare køre, lød det fra Tommy Pedersen, der er butikschef i Sportsmaster i Herningcentret.

Og der var gang i julegavebytteriet. Faktisk havde 6.000 kunder lagt vejen forbi sportsbutikken. Det betød ekstra bemanding.

- Vi er 16 mand i dag, og det betyder, at vi er rigtig mange. På hverdage kan vi nøjes med at være 6 mand, så der er virkelig kommet nogle folk på i dag, fortalte butikschefen.

I år havde danskerne spenderet cirka 12 milliarder på julegaver.