Julegavebyt og forsinkede januarudsalg: Nu kan butikkerne endelig slå dørene op

Der var masser af glæde på gågaden i Herning 1. marts, hvor butikkerne igen måtte holde åbnet for kunder.

Den 25. december var det slut med at købe julegaver i de danske butikker. Men slut var det også for julegavebytning og januarudsalg. For fra den 25. december skulle alle udvalgsvarebutikker holde lukket. 

Men mandag den 1. marts kunne hele landets butikker så skyde foråret i gang med åbne butikker.

quoteDet er lidt euforisk på en måde, og alligevel tænker jeg, at det jo bare er shopping.

Eva Kjeldsen, Videbæk, førtidspensionist

Det betød, at gågaden i Herning mandag var velbesøgt af købelystne kunder og julegavebyttende borgere.

- Det er helt vildt dejligt. Jeg kunne næsten mærke det helt ned i maven, at det boblede, da jeg gik ind i butikken. Nu har jeg været ude og købe lidt forskelligt, og det er en god følelse. Det er lidt euforisk på en måde, og alligevel tænker jeg, at det jo bare er shopping, fortæller Eva Kjeldsen fra Videbæk, der var ude og jagte gode tilbud.

- Det betyder alt for vores by

Gågaden var fyldt op med glade kunder, men butikkerne var fyldt med måske endnu gladere butiksansatte, der efter to måneders pause kunne holde åbent i deres butikker.

- Det betyder rigtig meget. Det er så skønt at kunne se folk i øjnene igen, have døren åben og byde folk velkomne. Det betyder alt, for det er jo det, vi lever for.

- Der har været kunder hele tiden, lige siden vi åbnede døren. Så det har været en skøn dag,  siger Lone Just, der er butiksassistent i Helm.

På årets første forårsdag var det også svært at tage smilet fra citychefen i Herning City, Allan Kristensen.

- Det er en fantastisk dejlig dag. Det er forår, solen skinner, himlen er blå, og så åbner næsten alle vores butikker. Det betyder alt for vores by, og det betyder alt for dem, som står op hver dag og skal åbne deres dør, fortæller han.

- Nu skal vi opføre os pænt

Selvom det er en glædens dag for mange i Herning City, så er målet ikke nået endnu. Mens butikkerne nu kan sælge deres varer, så er restauranterne fortsat lukkede for gæster.

- Det var nødvendigt, at der var nogen, der tænkte lokalt nu og hjalp butikkerne, fordi nogle af dem har været presset i lang tid. Nu skal vi opføre os pænt med hensyn til corona, så vi ikke får nogle udbrud. Hvis vi gør det, går der forhåbentlig heller ikke lang tid, før vi kan åbne vores restauranter. De er også med til at skabe liv, og dem mangler vi stadig.

Det er dog ikke alle butikker, der kan åbne endnu. Storcentre skal stadig holde lukket, mens butikker, der er større end 5000 kvadratmeter kan holde åbent mod tidsbestilling.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Forbrug.