Jess Thorup: kortene er i deres hænder
FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, er skuffet over nederlaget til tyrkiske Osmanlispor.
FC Midtjylland tabte i går 0-1 på hjemmebane til tyrkiske Osmanlispor. Nederlaget giver det midtjyske mandskab et svært udgangspunkt forud for returopgøret i Tyrkiet, lyder det fra cheftræner Jess Thorup.
- Vi vidste, at vi skulle skabe et godt udgangspunkt, hvis vi skulle have en chance. Det kan vi jo ikke sige, at vi har gjort. Kortene er spillet over i deres hænder, så nu må vi gå ned og overbevise først og fremmest os selv om, at vi kan være med på den scene. Så må vi se, om det rækker til at komme videre, siger han.
FC Midtjylland imponerede ikke mod det tyrkiske mandskab, men burde være kommet på tavlen på en af flere store chancer, holdet havde i opgøret. Derfor var anfører Jakob Poulsen ligesom sin træner skuffet over præstationen. Han ser dog lysere på mulighederne returkampen.
- Vi burde have fået mere ud af det. Det er ikke et hold, som vi ikke kan slå, og jeg tror på, vi kan slå dem dernede. Selvfølgelig står vi med et rigtig dårligt udgangspunkt nu, men jeg føler ikke det er tabt, siger han.
Returopgøret spilles 25. august i Ankara.