Ja tak-tilbud på Facebook: Kenni kan sælge 1.000 bøffer på en fredag

Flere supermarkeder og købmænd sælger med stor succes deres varer via Facebook, og det er en rigtig god forretning. Kunderne er nemlig vilde med de digitale ja tak-tilbud.

Kenni Tolstrup Jørgensen har været varehuschef i Kvickly i Herning i omkring to år - lige så lang tid, som butikken har haft ja tak-tilbud. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Ja tak til sodavand. Ja tak til dobbeltklæbende tape. Ja tak til frosne falafler. Ja tak til blomster.

Der er ingen grænser for, hvad Kvickly i Herning kan sælge på deres Facebookside. Bare i løbet af den seneste uge har supermarkedet solgt varer for langt over 100.000 kroner via ja tak-tilbud på Facebook.

- Vi sælger rigtig mange varer den vej igennem. Vi får rigtig meget positiv feedback om, at det er nogle gode tilbud, og vi får en rigtig god kundestrøm til butikken. På en fredag kan vi godt sælge 1.000 bøffer via Facebook, fortæller Kenni Tolstrup Jørgensen, der er varehuschef i Kvickly i Herning.

Erstatter tilbud i avisen

Det er omkring to år siden, Kvickly i Herning delte de første ja tak-tilbud på Facebook. Før brugte varehuset den lokale ugeavis til deres tilbud, men effekten blev mindre og mindre, og nu har Facebook-tilbuddene taget over.

- Det havde effekt med det samme. Når jeg eksempelvis siger ja tak til et tilbud på Facebook, så ser mine 500 venner det, så lige pludselig kan det gå stærkt, siger Kenni Tolstrup Jørgensen.

Trods Facebook-succesen forsvinder Kvicklys tilbudsavis dog ikke.

Hver dag har Kvickly i Herning nye ja tak-tilbud på Facebook. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Lokker kunderne i butikken

Når Kvickly lægger et tilbud op på deres Facebookside, skal kunderne blot skrive en kommentar med ’Ja tak,’ og så kan varerne hentes i butikken. Og det er der rigtig mange af Kvickley Hernings godt 19.000 følgere, der gør.

- Man bliver fristet engang imellem. Sidst jeg blev rigtig fristet, der havde de rejer på spyd. Der købte jeg fem pakker. Det var måske lige voldsomt nok, når man kun er en. Men de var gode, siger Sanne Facius fra Herning.

I dag er det dobbeltklæbende tape, hun har sagt ja tak til.

Marlene Videbæk Poulsen fra Ikast er kommet for at hente den kasse vådservietter, som hun så i et opslag på Facebook.

- Jeg synes altid, det er nogle gode tilbud. De popper bare lige op, og så er det bare med at sige ja tak. Jeg synes, man bliver fristet, siger Marlene Videbæk Poulsen.

Den lille købmand gør det også

Fænomenet med ja tak-tilbud findes ikke kun hos de store supermarkeder. Også Spar i Stoholm har stor succes med dem.

- Efter vi er begyndt at køre ja tak-tilbud, gav det et boost. Der kommer folk langvejs fra hertil. Vi har helt klart kunne mærke en vækst, efter vi har fået ja tak-tilbud, fortæller Mikkel Refshøj Andersen, der er købmand i Stoholm.

I Kvickly har de en robot til at svare folk, der vil have et ja tak-tilbud, mens købmanden i Stoholm selv svarer alle Facebook-kunderne.

Mikkel Refshøj Andersen er købmand i Stoholm. Han har oplevet at kunder både Fyn og Bornholm har sagt ja tak til hans Facebook-tilbud. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Nej tak til reklamer i postkassen

Ifølge varehuschefen har omkring halvdelen af Danmarks befolkning sat et klistermærke med nej tak til reklamer på deres postkasse. Men på Facebook siger danskerne gladelig ja tak.

Læs også SNYDT: Flere Bilka-kunder tror, de har vundet 10.000 kroner

- Det er det, der er det fede ved at være i butik. Det gælder om at sælge nogle varer, og man kan hele tiden følge omsætningen, siger Kenni Tolstrup Jørgensen.

I begyndelsen var der kun et lille hjørne på Kvicklys lager med ja tak-tilbud. I dag fylder tilbuddene 36 europaller, og nu har de også ansat en ekstra medarbejder, der kun skal stå for Facebook-salget.

- Det er ret vildt, at det er blevet så stort. I min ledergruppe, er der også gået sport i, hvem, der kan lave det bedste tilbud, siger Kenni Tolstrup Jørgensen.

Kvickly i Herning har hver dag flere forskellige ja tak-tilbud.

03:15

Ja tak. Med de to ord bliver der købt tilbud på Facebook i stor stil.Flere supermarkeder sætter alverdens varer til salg for det de kalder en god pris på de sociale medier.Tilbud, som så skal afhentes i butikken - og det giver både mere omsætning og ja, flere kunder i butikken.

Luk video