Ishockey-VM skal spilles i Herning: Men hjemmebanen er et andet sted

Herning bliver hovedbyen ved A-VM i kvindeishockey, men det danske hold får hjemmebane i Vendsyssel.

De danske kvinder får hjemmebane i Frederikshavn, men kan ende i Herning, hvis de når til slutspillet.
De danske kvinder får hjemmebane i Frederikshavn, men kan ende i Herning, hvis de når til slutspillet.
Foto: Danmarks Ishockey Union

Det bliver Frederikshavn, der skal lægge is til det kvindelige danske ishockeylandsholds indledende kampe ved A-VM i Danmark næste år.

Det oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

Nordjyske Bank Arena er udpeget som vært for VM's gruppe B, hvor det danske landshold skal kæmpe mod Japan, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn om tre pladser i kvartfinalerne.

- Vi er sikre på, at byen og de mange ishockeykyndige tilskuere og folk i byen kommer til at danne en begejstret ramme for vores landshold, der vandt mange hjerter ved den nylige OL-kvalifikation, siger Danmarks Ishockey Unions direktør, Ulrik Larsen.

Han henviser til, at det danske landshold i den forgangne weekend kvalificerede sig til vinter-OL for første gang.

Den anden VM-gruppe skal afvikles i Herning, der bliver turneringens hovedby. Ud over kampene i gruppe A bliver Herning Isstadion vært for kvartfinaler, semifinaler og bronzekamp og finale.

Tildelt sidste uge

Danmarks Ishockey Union fik i sidste uge officielt tildelt værtskabet for turneringen efter et noget specielt forløb.

Allerede i september skrev Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF), at Danmark skulle lægge is til A-VM. Men nyheden blev kort efter trukket tilbage, da aftalen alligevel ikke var på plads.

Det er første gang, Danmark er vært for turneringen, der blev spillet for første gang i 1990.

Det danske mandskab debuterede i det bedste VM-selskab i år, hvor det i Canada blev til fire nederlag i lige så mange kampe.

På grund af coronapandemien var VM i lagene under A-gruppen aflyst, hvilket betød, at ingen nationer rykkede ud af topdivisionen.

Næste års A-VM afvikles fra 26. august til 4. september.