Ishockey: Herning hyrer sportschef efter fejlslagen sæson

Herning Blue Fox har ansat daglig leder fra Aalborgs Idrætscollege som talent- og sportschef.

Herning Blue Fox har i denne sæson været for langt fra de bedste hold i medaljekampen i landets bedste ishockeyrække.

Det tager klubben onsdag konsekvensen af med ansættelsen af en talent- og sportschef.

Det er den tidligere topspiller Martin Struzinski, der har fået jobbet. Struzinski har som spiller været med til at føre Herning Blue Fox til to danske mesterskaber.

Den nye talent- og sportschef har tidligere været ansat i en lignende stilling i AaB Ishockey, der i dag hedder Aalborg Pirates.

Stuzinski kommer fra et job som daglig leder af Aalborg Idrætscollege.

Fremover bliver både sportslig ansvarlig for Herning Blue Fox i Metal Ligaen samt Herning Ishockey Klub, der har flere ungdomshold og spiller i 1. division.

Herning Blue Fox røg for nylig ud af kvartfinaleserien i Metal Ligaen efter et samlet nederlag til Aalborg Pirates.

/ritzau/