Indbrud på akutmodtagelse: 13 computere stjålet og senere fundet på Kærshovedgård

En smart sporingsapp hjalp politiet med at opklare et tyveri på akutmodtagelsen i Herning.

Tyvekosterne blev fundet i en container på Kærshovedgård.
Tyvekosterne blev fundet i en container på Kærshovedgård.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Normalt er det patienter, der besøger akutmodtagelsen i Herning, men sygehuset havde onsdag aften besøg af ubudne gæster.

Onsdag klokken 22.39 modtog politiet en anmeldelse fra Regionshospitalet om at børneafdelingens akutmodtagelse manglede 13 computere.

Der var tale om en enkelt Macbook Pro computer og 12 computere af mærket Lenovo, som alle stod aflåst på sygehuset. Det oplyser Bent Smedegaard fra lokalpolitiet Herning, og han tilføjer:

- Det er vovet at lave indbrud på et hospital. Og de slipper heldigvis heller ikke godt fra det.

En indbygget sporingsapp i Macbooken førte hurtigt politiet til tyven. Ved hjælp af Find My iPhone, som appen hedder, kunne politiet sende et signal til den stjålne computer og på den måde lokalisere den.

Appen viste, at computerne befandt sig på Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast.

Fundet i container 

Politiet sendte derfor straks en patrulje ud til adressen. I en container på Kærshovedgård fandt politiet alle tyvekosterne, som nu er leveret tilbage til sygehuset.

Nu skal politiet tjekke alle overvågningskameraer på både sygehuset og Kærshovedgård for at lede efter flere beviser.

Politiet mistænker en 34-årig mand for at stå bag tyveriet, men de kan ikke komme med flere informationer på nuværende tidspunkt.

Flere fund på Udrejsecenteret

Under politiets besøg på Kærshovedgård nåede betjentene også frem til en 27-årig mands værelse. Den 27-årige, der er fra Ikast, blev overrasket over politiet, og han smed hurtigt en computer ud af sit vindue. 

Computeren havde dog ikke noget med indbruddet på sygehuset at gøre, men var stjålet i en anden sag. Politiet kunne derfor efterfølgende sigte manden for hæleri..

Bent Smedegaard fortæller, at politiet endnu ikke ved, om den 27-årige også har noget med de stjålne computere på sygehuset at gøre.  

- Det kan ikke udelukkes, at han også er forbundet med indbruddene på sygehuset. Det kunne være yderst interessant, siger han. 

Indbruddet på Regionshospitalet Herning fandt sted mellem klokken 19 og 22 onsdag aften.