I lære som skunkgartner

I dag startede retssagen mod tre Vietnamesere, der alle er tiltalt efter den største skunkfangst i Midt- og Vestjylland nogensinde.

skunk_viet.jpg

De tre er tiltalt for at have dyrket 2300 cannabisplanter med henblik på at sælge dem videre. I retten kom det frem, at de tre kan være styret af bagmænd i udlandet. Bagmænd, som også lærte de tre vietnamesere at dyrke skunk.

Retten i Herning forsøgte at få svar på, hvad de tre vietnamesere lavede i en lagerbygning i Ikast tilbage i juli.

Deres forklaring var på et punkt meget ens. Fælles for dem alle var, at de skyldte penge til folk i Vietnam. Ifølge dem selv var det grunden til, at de blev sendt til Danmark for at arbejde.

- En af vietnameserne forklarede blandt andet, at han ikke kunne sige nej til arbejdet. Gennem arbejdet skulle han betale af på sin gæld. Hvis han ikke gjorde det, så ville der ske nogle meget grimme ting, fortæller TV/MIDT-VESTs reporter i retten, Peter Pedersen

Hash for millioner

Efter et anonymt tip slog politiet til mod lagerhallen. Her blev vietnameserne den 19. juli anholdt og på adressen fandt politiet skunk nok til at fremstille 316 kilo hash. På gadeplan kan hashen indbringe flere millioner.

Desuden var hallen indrettet som et drivhus med massevis af lamper og udluftning.

Men det kan vise sig, at produktionen trækker tråde til andre end de tre vietnamesere.

Oplært i skunk

Ifølge de tiltalte selv blev de fragtet til lagerhallen fra udlandet af de folk, som de skyldte penge. Her arbejdede de, indtil de blev anholdt.

- En af de dømte fortalte i retten, hvordan han var blevet oplært i at dyrke skunk på et andet skunklaboratorie i Danmark. Herefter blev han kørt til Ikast, hvor han skulle passe planterne og lave mad til de andre, fortæller reporter Peter Pedersen, TV/MIDT-VEST.

Ud over produktion af skunk er de tre vietnamesere også tiltalt for at have opholdt sig ulovligt i Danmark og for at have stjålet for en halv million kroner strøm til produktionen.

De tre vietnamesere er 24, 37 og 38 år.

Sagen blev sidst på dagen udsat en måned, fordi forsvarerne ikke mente, de havde set alle sagens dokumenter.