Hurtig herningenser tager DM-titel for andet år i træk

For andet år i træk kan Pernille Thalund Jensen kalde sig dansk mester på mellemdistancen i triatlon.

2:22
Pernille Thalund Jensen skulle i dag forsvare sin danmarksmestertitel til DM i Triathon i Herning
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Med en tid på 4 timer og 21 minutter blev herningensiske Pernille Thalund Jensen den hurtigste danske kvinde over målstregen til dagens store triatlonstævne i Herning.

- Det er mega fedt. Jeg synes, det har været en rigtig god dag. Cyklingen var virkelig hård, og der var sindssygt meget vind, og så pissede det ned meget af tiden. Men det var mega fedt at komme ind i byen igen på løbeturen. Stemningen har været for vild, siger Pernille Thalund Jensen.

Dagens hurtigste kvinde blev svenske Sara Svensk, men som hurtigste danske kvinde holder Pernille Thalund Jensen fast i sin DM-titel fra 2018.
Dagens hurtigste kvinde blev svenske Sara Svensk, men som hurtigste danske kvinde holder Pernille Thalund Jensen fast i sin DM-titel fra 2018.
Foto: Privatfoto / Erik Thalund

Ét skridt ad gangen

Atleter fra hele verden havde taget turen til Herning for at deltage i Challenge Herning, som foregår på mellemdistancen i triatlon. Det vil sige 1.900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb eller det samme som en halv ironman.

For Pernille Thalund Jensen var der meget på spil, da hun havde en DM-titel fra sidste år at forsvare. Hun lagde da også stærkt ud, og kom efter svømmeturen afsted på cyklen som den første dansker i feltet. Den føring holdt hun fast i, og ved skiftet til løbeskoene var hun stadig i front. Løbeturen tog atleterne rundt i hele Herning, og det er på konkurrens sidste kilometer, at viljestyrken for alvor bliver testet.

- Når man kommer ud på den her distance, så handler halvdelen af det om det mentale. Jeg tror måske bare jeg har en evne til at æde mig selv. Man kan godt tænke, at man er træt og det ville være nemmere at gå, men hvis man ligesom bare holder den kørende og tager det ét skridt ad gangen, så er alle kilometerne lige pludselig gået, siger Pernille Thalund Jensen.

Også i mændenes afdeling blev det en lokal atlet, der endte med guldet. Mathias Løngsø Petersen fra Ikast kan ligesom Pernille Thalund Jensen for andet år i træk kalde sig for dansk mester på triatlonsportens mellemdistance.

Pernille Thalund Jensen ude på den 90 kilometer lange cykelrute.
Pernille Thalund Jensen ude på den 90 kilometer lange cykelrute.
Foto: Privatfoto / Erik Thalund