Hundeejer er frustreret over ulovligt fyrværkeri: - Det er respektløst, at folk ikke tænker sig om

Det går ud over hunde og andre dyr, når der bliver skudt med fyrværkeri udenfor den tilladte periode omkring nytårsaften.

2:18
Vinnie Nielsens hund bliver utryg, når der er fyrværkeri udenfor.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Det skete så sent som i går aftes, at Vinnie Nielsens toårige labrador Bella stak halen mellem benene og spurtede fra stuen og ned i kælderen af bare skræk. 

- Der kommer vi ned til en rystende hund, der dirrer, er rastløs og piber, fortæller Vinnie Nielsen, der bor i Herning og har to labradorhunde.

Årsagen var et stort brag udenfor, og det kom ifølge Vinnie Nielsen fra noget fyrværkeri. 

Desværre var gårsdagens brag ikke et enestående tilfælde. 

For selvom det ikke er lovligt at skyde fyrværkeri af før perioden mellem 27. december og 1. januar, så oplever Vinnie Nielsen, at folk fyrer krudt af - både den lovlige og ulovlige slags - allerede nu. Hun hører også lyden fra kanonslag af og til.

- Det har den konsekvens, at det bliver en længere periode, hvor dyrene går og er skræmt. Det er svært få Bella ned igen, når hun først har været vildt utryg. Jeg vil kalde det respektløst, at folk ikke tænker sig om, siger hundeejeren.

Fyrværkeri til nytår er fint

Hundeejeren fra Herning understreger, at hun ikke principielt er modstander af fyrværkeri. Hun nyder også at se fyrværkeriet på nattehimlen nytårsaften, og hun kan også godt acceptere det i den lovlige periode fra 27. december til 1. januar. 

- Men jeg synes, det er svært at acceptere, at det bliver fra midt i november til midt i januar. Det er en lang periode, siger hun.

Vinnie Nielsen påpeger, at det ikke kun er hunde, men også dyr ude i naturen, som bliver generet af bragene og lysglimtene fra fyrværkeriet.

- Man kan godt vise lidt hensyn og tænke over andre end sig selv, mener Vinnie Nielsen.

Hun håber, at politiet vil sætte kraftigere ind overfor folk, der skyder krudt af udenfor den lovlige periode.

Er det ikke bare dig, der ikke har opdraget dine hunde ordentligt, så de kan klare fyrværkeriet?

- Vi har trænet med både fyrværkeri fra YouTube og høj musik. Forrige år købte vi piller til dem, men valgte så at sætte dem i kennel i stedet, fordi det blev så galt, at vi var nervøse for, at pillerne ikke var nok. Så det er ikke, fordi vi ikke har prøvet alverdens ting og sager, og det er heller ikke, fordi vi ikke vil det, siger hundeejeren.

Til nytår har Vinnie Nielsen booket en plads i en kennel til de to labradorhunde, så de bliver mindst muligt generet af nytårskrudtet.