Hotel Eyde hærget af voldsom brand

Der opstod tirsdag eftermiddag brand på Hotel Eyde i centrum af Herning.

Brand-paa-Hotel-Eyde.jpg

En brand har fat i øverste etage på Hotel Eyde, der ligger ved torvet i Herning.

- Det er formodentlig opstået i et teknik- eller depotrum og har bredt sig til tagkonstruktionen og nogle værelser. Dele af taget er brandt helt væk, men vi har endnu ikke det fulde overblik, forklarer indsatsleder ved Herning Brandvæsen, Finn Lau Nielsen.

48 hotelgæster er evakuret, men ingen er kommet til skade.

- Der har været rimeligt mange flammer, men ingen har været i decideret fare. Et par butiksmedarbejdere er taget på hospitalet for at blive undersøgt for røgskader, lyder det fra indsatslederen.

Fortsætter slukningsarbejdet

10 mand fra Herning Brandvæsen har siden kl. 17 arbejdet på at få slukket branden, og arbejdet fortsætter endnu.

- Nu går vi i gang med at kigge nærmere på brandstedet og prøver at slukke det sidste ned og sikre os, at branden ikke breder sig yderligere. Der er i hvert fald et par timers arbejde tilbage, slutter Finn Lau Nielsen.

To medarbejdere fra butikken Eplehuset, der ligger over for hotellet, er efterfølgende selv kørt på hospitalet for at blive undersøgt for røgforgiftning.

Brandvæsnet kan endnu ikke oplyse noget om brandens årsag.