Hotel Corona skifter navn

Coronavirussen har påvirket det danske erhvervsliv. Mange hoteller oplever aflysninger, og nu føler Hotel Corona sig nødsaget til at skifte navn.

Efter mere end 100 år skifter hotellet i Herning nu navn. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Et hotel i Herning har som følge af coronavirussen valgt at skifte navn tidligere end planlagt.

Læs også Erhvervslivet får 125 milliarder kroner i Corona-hjælp

Beslutningen om at ændre navn fra Hotel Corona til Herning City Hotel kom allerede i december, men det var ikke meningen, at det nye navn til bruges før den første april.

- Verden er jo gået helt af lave med coronavirus, så selvom det ikke har påvirket os, så var det med at få det gjort, og derfor gør vi det i den her uge, siger Poul Müller, der er Direktør for Hotel Corona i Herning.

Et navneskift er både bøvlet og koster penge. Der skal sørges for nye skilte, visitkort, Facebook og meget mere. Alt skal ændres, så der nu står Herning City Hotel.

Nyt navn nødvendigt

Hotellet er over 100 år gammelt, men corona klinger ikke længere godt i ørene, så derfor måtte der foretages et navneskift, selvom navnet har givet meget omtale.

- Vi har aldrig nogensinde været så kendt som hotel, som vi er nu. Der er mange både i og udenfor Herning, der har lagt mærke til det her. Vores skilt har været på instagram mange gange, fortæller Poul Müller.

Hjemmesiden er i fuld gang med at blive ændret, og fra i morgen skulle det gerne fremgå, at hotellet nu hedder Herning City Hotel.

Skiltene er sammen med det meste andet ændret, så når hjemmesiden er klar, så mangler kun kuglepindene. De bliver desværre produceret i Kina, så leveringstidspunktet er stadig ukendt.

01:56

Det skulle egentlig først være sket om tre uger, men Hotel Corona i Herning har besluttet at skifte navn allerede nu.

Luk video