Hospitalskirken i Gødstrup indviet: En lille perle

Selvom sygehuset i Gødstrup endnu ikke er helt færdigt, blev en lille del af det indviet lørdag. Hospitalskirken er både for patienter og pårørende.

1:41
Hospitalskirken skal være hjerterummet midt i det store supersygehus.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Til stemmerne af Herning Kirkes Drengekor blev Gødstrup Hospitalskirke indviet.

- Hospitalskirken er sådan en lille perle, der ligger som en cirkel midt i et stort hospital.

Ordene kommer fra hospitalspræsten Christian Wegeberg. Han er en af dem, der kommer til at have sin vante gang på regionshospitalet, når det engang er færdigt.

- Hospitalskirken er her, fordi i sådan en hverdag, hvor der både kan være kaos inde i én selv eller rundt omkring én, så kan hospitalskirken være et sted, hvor man kan gå ind og finde hvile og ro midt i alt det, der er på et hospital.

Hospitalspræsten fortæller, at det ikke er en traditionel kirke, hvor der vil være en hel masse kirkelige handlinger, som man ser i ens egen lokale sognekirke.

- Det er mere en kirke, hvor man kan gå ind i løbet af ens dag på hospitalet og finde hvile et sted og spejle sig i nogle af alle de fortællinger, som kristendommen har, og som giver mening og liv til mennesker, påpeger Christian Wegeberg.

- Jeg er ikke en nær pårørende. Og jeg er heller ikke en del af behandlingen, siger Christian Wegeberg.
- Jeg er ikke en nær pårørende. Og jeg er heller ikke en del af behandlingen, siger Christian Wegeberg.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Læser ikke journaler

I dag har han præstekjole på, men sådan vil man ikke komme til at opleve ham i hverdagen, hvor han definerer sin rolle således:

- Jeg er ikke en nær pårørende. Og jeg er heller ikke en del af behandlingen. Jeg er et medmenneske, der kommer ind og taler med patienterne på deres vilkår. Jeg læser ikke journaler, og jeg skriver heller ikke i journaler, og det har faktisk også en betydning for rigtigt mange mennesker, at det, man taler om, er fortroligt rum.

Også den sygeplejefaglige direktør mener, at kirken er nødvendig i et supersygehus.

- Det er meget moderne med kirker på hospitalet. Det at have rum – det kan være refleksionsrum - det er en nødvendighed, fordi vi er mennesker, og vi mennesker har eksistentielle og åndelige behov, som skal tilgodeses. Og der er hospitalskirken en god mulighed i den sammenhæng, mener Ida Götke, sygeplejefaglig direktør, Hospitalsenheden Vest.

- Det er meget moderne med kirker på hospitalet, mener Ida Götke, sygeplejefaglig direktør, Hospitalsenheden Vest.
- Det er meget moderne med kirker på hospitalet, mener Ida Götke, sygeplejefaglig direktør, Hospitalsenheden Vest.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Hospitalskirken er åben for alle og skal komme både patienter og pårørende til gode.

Kirken har haft et budget på knap 11 millioner kroner. Den har været undervejs i ni år, og Snejbjerg Menighedsråd står som bygherre på projektet.