Højsæson for partihoppere: Midtjysk kommune har flest

Kommunalvalget er først næste år, men for kommunalpolitikerne er det nu, forberedelserne begynder. Derfor er det også nu, der er højsæson for partihoppere.

Bent Brodersen og Lone Nielsen er blandt de lidt over 100 partihoppere i denne valgperiode.
Bent Brodersen og Lone Nielsen er blandt de lidt over 100 partihoppere i denne valgperiode.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

I 12 år sad Lone Nielsen i byrådet i Herning for Socialdemokratiet. Men i 2018 var det slut.

- Jeg tænkte, at det var enden på min politiske karriere, for man bliver typisk ikke genvalgt som løsgænger, siger politikeren til TV MIDTVEST.

Og hun er ikke helt forkert på den, for en tredjedel af dem, der forlader et parti, vælger at gå ud af politik.

Det gjorde den tidligere socialdemokrat dog ikke, for da hun forlod sit parti, var hun med til at stifte et nyt, og nu er hun i fuld gang med forberedelserne til næste års valgkamp.

- Jeg stod jo over for et valg om at gå med i et budgetforlig, der gik diametralt imod det, jeg var gået til valg på, og jeg ville ikke kunne bevare min troværdighed hos vælgerne, hvis jeg havde sagt ja til det på daværende tidspunkt, siger Lone Nielsen, der i dag er byrådsmedlem for Borgerlisten.

Og hun er langt fra den eneste, der for nylig har fundet et nyt politisk ståsted.

På landsplan har 102 kommunalpolitikere skiftet parti siden sidste valg. Det svarer til cirka fem procent.

- Det sker i små dryp hele vejen igennem valgperioden, men lige præcis nu, hvor vi kan skimte det nye valg i horisonten, så sker der en to-tredobling af antallet hver måned, der skifter parti, siger Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

I en almindelig valgperiode er der omkring 150 ud af de 2300 kommunalpolitikere, der skifter parti.

I Ringkøbing-Skjern sad Bent Brodersen syv år i byrådet for Venstre, før han i 2017 forlod partiet.

- På det tidspunkt var der nogle uoverensstemmelser med nogle personer og noget politik og nogle ting, hvor jeg bare ikke følte mig tilpas, siger han til TV MIDTVEST.

Han valgte at skifte til Liberal Alliance, men til valget næste år kan hans navn igen findes på stemmesedlen under bogstavet V.

Og spørger man den borgerlige politiker, skyldes det ikke, at Liberal Alliance som regel få færre stemmer end Venstre.

- Nej, det kan man ikke sige. Jeg føler mig godt tilpas ved at komme hjem, men man kan godt tillade sig at sige, at hvis man vil være med i politik, og man også vil være med til at sætte dagsordenen, så er man også nødt til at være der, hvor man har en chance for at være med, siger den nu tidligere LA-politiker.

Det kan dog være risikabelt at springe ud som partihopper. Ifølge Roger Buch halveres chancen nemlig for at blive genvalgt, hvis man en gang har valgt at skifte parti.

- Det er selvfølgelig fordi, man forlader sine vælgere i en eller anden forstand. Nogle har stemt på en, fordi man var en god DF’er eller en god socialdemokrat, og stiller man pludselig op for et andet parti, så der skal man ind og erobre nogle nye vælgere, siger kommunalforskeren til TV MIDTVEST.

Selvom hun nu har stemplet som partihopper, frygter Lone Nielsen ikke for sin troværdighed.

- Tværtimod. Det handlede jo netop om at bevare min troværdighed, den dag jeg tog valget. Jeg havde mistet min troværdighed hos vælgerne, hvis jeg var gået med i et budget, der gik stik imod det, jeg havde sagt, jeg ville arbejde for inden valget, siger byrådspolitkeren.

Herning Kommune deler førstepladsen med Københavns Kommune, når det gælder partihoppere. Fem politikere har i denne valgperiode begge steder valgt at skifte parti.