Sisto erstatter coronaramt Mathias Jensen på landsholdet

Pione Sisto er blevet efterudtaget til det danske herrelandshold, efter at Mathias Jensen har fået corona.

Pione Sistos seneste landsholdsoptræden var i november sidste år i Nations League. (Arkivfoto)
Pione Sistos seneste landsholdsoptræden var i november sidste år i Nations League. (Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pione Sisto er tilbage på det danske landshold.

Den 26-årige offensivspiller er blevet efterudtaget til herrelandsholdet i fodbold, som er samlet i denne uge for at færdiggøre VM-kvalifikationen. Her erstatter han Mathias Jensen, der er blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Jensens klub, engelske Brentford, skriver på sin hjemmeside, at midtbanespilleren blev testet positiv i Københavns lufthavn efter ankomsten fra London.

Søndag meddelte DBU, at den tidligere FC Midtjylland-spiller Anders Dreyer var blevet udtaget som erstatning for Robert Skov, som lørdag pådrog sig en skade i baglåret i en kamp for Hoffenheim. Bundesligaklubben har mandag meldt ud, at Skov forventes ukampdygtig i flere måneder.

Sisto har ikke været i aktion for landsholdet siden november sidste år, hvor han deltog i en Nations League-kamp mod Belgien.

I alt har Sisto spillet 25 landskampe siden sin debut i 2015. I 2018 startede han inde i alle Danmarks tre gruppekampe ved VM. I ottendedelsfinalen mod Kroatien blev han skiftet ind i den forlængede spilletid.

I denne sæson har han indtil videre spillet 19 kampe for FC Midtjylland, hvori det er blevet til to mål og seks assister.

Danmark møder fredag Færøerne, mens Skotland venter mandag i de to sidste kampe i VM-kvalifikationen. Kasper Hjulmands mandskab har dog ikke noget at spille for.

Førstepladsen i gruppen - og dermed VM-billetten - er således allerede blevet sikret efter en indtil videre perfekt kvalifikation.

Danskerne har vundet alle deres otte kampe med en samlet målscore på 27-0.