Herningensisk verdensmester i fodboldgolf har bygget egen bane: - Jeg håber, flere vil dyrke sporten

34-årige Anders Bollerup har etableret en ny stor fodboldgolfbane lidt uden for Herning. Han håber, at flere vil få øjnene op for den fleksible sport.

2:14
Anders Bollerup er fire gange danmarksmester, to gange europamester og fire gange verdensmester i fodboldgolf.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Pokalerne er lige nu pakket ned i flyttekasser, så helt præcis hvor mange fodboldgolf-titler Anders Bollerup kan bryste sig af, ved han ikke.

- Jeg har lidt svært ved at holde styr på titlerne, for jeg har virkelig vundet meget, siger 34-årige Anders Bollerup fra Herning.

quoteMin drøm er, at sporten får den opmærksomhed, som jeg synes, den fortjener.

Anders Bollerup

Og det er vist ingen overdrivelse. Anders Bollerup er blandt andet fire gange danmarksmester, to gange europamester og fire gange verdensmester i fodboldgolf. Det hele startede for 10 år siden, da han blev inviteret ud for at spille fodboldgolf med en kammerat. Her skulle det vise sig, at netop denne sport passede ham rigtig godt.

- Jeg var gået lidt død i fodbold. I fodboldgolf spiller man for sig selv, og hvis man laver fejl, er det ens egen skyld. Der er ikke nogen, man kan være efter. Det er kun en selv. Det var noget af det, der gjorde, jeg forelskede mig i fodboldgolf, fortæller Anders Bollerup.

Opskriften på succes

Spørger man verdensmesteren, er han helt klar i svaret på, hvad det er, der har gjort, at han - her ti år efter første fodboldgolftur - er en af de bedste i Verden.

- Det der med at fejle er måske det bedste, man kan. Den, der fejler mest, er også den, der lærer mest. I fodboldgolf skal man lade være med at lade sig gå på af at fejle og i stedet prøve at sige, hvad man kan tage med fra det.

quoteJeg vil gerne være med til at skabe en kultur for at komme ud og bevæge sig, og for at idrætslivet ikke er slut, når man bliver 30.

Anders Bollerup

- Da jeg startede, kunne jeg ikke sparke en venstre eller en yderside. I dag sparker jeg både yderside med højre, og jeg sparker med venstre ben, siger Anders Bollerup.

Derudover har opbakningen hjemmefra også haft afgørende betydning.

- Jeg har fået rigtig meget opbakning hjemmefra. På et tidspunkt accepterede min far, at det normale liv med en uddannelse, hus og stor familie var måske ikke lige der, jeg var, så han er med til det hele, siger Anders Bollerup.

En fleksibel sport

Sammen med sin far har Anders Bollerup gennem det seneste år etableret et fodboldgolfanlæg med to 18-hullers baner. Han har selv designet banerne med inspiration fra hele verden. Han håber nu, at han kan være med til at få flere til at spille fodboldgolf.

- Min drøm er, at sporten får den opmærksomhed, som jeg synes, den fortjener, siger Anders Bollerup.

- Jeg vil gerne være med til at skabe en kultur for at komme ud og bevæge sig, og for at idrætslivet ikke er slut, når man bliver 30. Det her er en sport, du kan dyrke, når du vil.

Anders Bollerups nye fodboldgolfanlæg ligger på Rind Kirkevej syd for Lind.