Herning-triatlet og medaljehåb udgik af Ironman-VM

Det største danske håb, Michelle Vesterby fra Herning, udgik natten til søndag dansk tid af dette års Ironman-VM på Hawaii.

michelle_vesterby_hawaii.jpg
Foto: Niels Husted/Scanpix

Det største danske håb, Michelle Vesterby fra Herning, udgik natten til søndag dansk tid af dette års Ironman-VM på Hawaii. Til stor skuffelse for triatleen selv. 

- Kroppen ville ikke, hvad hjernen ville i dag. Jeg er virkelig skuffet. Jeg sigtede efter podiet. Jeg ville gerne have afsluttet det hele af respekt for sponsorer og konkurrenter. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men jeg begyndte at kaste op. Jeg havde ikke benene og kræfterne. Jeg lover jer, at jeg kommer tilbage, siger Vesterby blandt andet i videoen. 

Den danske triatlet Maja Stage Nielsen blev til gengæld nummer 12 ved ironman-VM på Hawaii. Dermed er hun også sluttet som bedste dansker i konkurrencen.
    
Maja Stage Nielsen kom ind i tiden 9 timer og 25,38 minutter.
    
Schweiziske Daniela Ryf vandt løbet for tredje gang. Det skete i tiden 8 timer og 50,47 minutter.
    
På forhånd var Michelle Vesterby ellers spået den bedste chance for en topplacering blandt danskerne.
    
Vesterby var endda blandt medaljekandidaterne, men det blev altså Maja Stage Nielsen, som er med for første gang, der leverede det bedste danske resultat.
    
Hos mændene vandt den 31-årige tysker Patrick Lange i tiden 8 timer og 1,40 minutter.