Herning Kommune gav medarbejdere ulovlig mundkurv

Herning Kommune sendte onsdag en mail til kommunens dagplejere, som fortalte, at dag dagplejemødrene ikke skal udtale sig om kommunens sukkerpolitik. Mailen får FOA til at kritisere kommunen.

19Mundkurv_170514.jpg

Formanden for FOA i Herning, Marianne Højlund Christensen synes ikke om den mail, Herning Kommune onsdag sendte til kommunens dagplejemødre.

- Jeg synes det er svært at tolke den anderledes end, at man måske giver en lille mundkurv på. Det er i strid med lovgivningen, det er der ingen tvivl om, siger hun.

Mailen blev sendt rundt i onsdags af chefen for dagplejen, Søren Buch, som retningslinje for, hvordan dagplejemødrene skulle håndtere henvendelser fra medierne i sagen om Herning Kommunes sukkerpolitik i dagplejen.

Mailen sluttede af med ordene: "I skal ikke udtale jer, men henvise til mig, da det lige nu er vores eneste måde at kontrollere kommunikationen på. Vh Søren"

Kasper Ravn Fredensborg fra Dansk Folkeparti er fortørnet over kommunens måde at styre kommunikationen på.

- Jeg var ikke i tvivl om, at det var en mundkurv. Det er jo stater som DDR og tidligere kommunistiske regimer, der gør sådan. Man giver ikke mundkurv på, og dagplejemødre har ret til at udtale sig, som de har lyst, siger han.

FOA vil nu tage kontakte Herning Kommune for at finde ud af, hvad der er sket.