Herning-Ikasts barselsvikar er selv blevet gravid

Camilla Fangel var hentet ind som erstatning for gravide Sarah Iversen. Men nu er hun selv gravid.

Først blev Sarah Iversen gravid. Nu er hendes afløser det også.
Først blev Sarah Iversen gravid. Nu er hendes afløser det også.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Håndboldkvinderne fra Herning-Ikast er udfordret på stregpositionen, hvor man først måtte vinke midlertidigt farvel til Sarah Iversen, som var blevet gravid.

I hendes sted blev rutinerede Camilla Fangel hevet ind som erstatning, men nu er den 28-årige spiller selv blevet gravid og stopper omgående.

Det meddeler Herning-Ikast på sin hjemmeside.

Selv om klubben, der hev hende tilbage på banen fra en civil karriere som økonom i Jyske Bank, er ærgerlige over at miste Fangel, kommer det ikke som et kæmpe chok.

- Vi er glade på Camilla Fangels vegne over, at hun er i lykkelige omstændigheder, siger klubdirektør Daniel Grønhøj til hjemmesiden.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at Fangel har spillet med helt åbne kort, da vi lavede aftalen med hende om at være barselsafløser for Sarah Iversen.

Hun nåede syv kampe for klubben i denne sæson, inden hun altså atter trækker stikket til håndbolden.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg er gravid, og at det er disse omstændigheder, der gør, at jeg må stoppe, siger hun til herningikasthaandbold.dk.

- På den anden side er jeg også ærgerlig over, at jeg ikke kan gøre sæsonen færdig, fordi jeg har virkelig nydt at være i klubben.

Hun havde egentlig stoppet karrieren, som blandt andet har budt på ophold hos Nykøbing Falster, SK Aarhus og Silkeborg-Voel, inden Herning-Ikast lokkede hende til et comeback.

Det blev kort. Men selv om hun nu stopper igen, vil hun ikke udelukke endnu et comeback en dag.

- Jeg har før sagt, at nu var det slut, så jeg holder lige igen med den udmelding. Men det er klart, at med både job og familie så bliver det ikke lettere at finde tid til tophåndbold, men jeg lukker den ikke endnu, siger hun.

Herning-Ikast topper grundspillet i Bambusa Kvindeligaen efter fem spillerunder af sæson.

Holdet har maksimumpoint og den bedste målscore blandt de tre hold, som har lutter sejre så langt i sæsonen. De to øvrige hold er mestrene fra Team Esbjerg og Viborg HK.