Herning-Ikast giver København stryg på udebane

Herning-Ikast vandt klart på udebane over København Håndbold, der forbliver på ligaens fjerdeplads.

Herning-Ikast Håndbold vinder på udebane med 30-23 over København Håndbold i kvindernes bedste række (arkivfoto). Foto: John Randeris / Ritzau Scanpix

København Håndbold halter efter toprivalerne i kvindernes håndboldliga, HTH Ligaen, efter at hovedstadsklubben led et klart nederlag til Herning-Ikast Håndbold onsdag aften.

Mens andre tophold som Odense og Viborg har vundet i denne spillerunde, var københavnerne aldrig i nærheden af to point mod de midtjyske gæster, som vandt 30-23.

Herning-Ikast førte 16-13 ved pausen, og efter sidebyttet skabte gæsterne hurtigt yderligere afstand.

Læs også Jesper Jensen bliver landstræner frem til 2023

Veteranmålvogteren Sabine Englert storspillede med en redningsprocent på 45, og Herning-Ikast bragte sig foran 20-14.

Københavnerne vandt det omvendte opgør i efteråret med seks overskydende mål, så i slutfasen handlede det mest om at blive bedst i det indbyrdes regnskab.

Også den kamp vandt gæsterne. Det stod klart, da Tonje Løseth 14 sekunder før tid brød igennem og gjorde det til 30-23.

Med nederlaget er København Håndbold på fjerdepladsen fortsat to point efter Viborg, der i mandags besejrede Randers.

Der er yderligere et point op til Odense Håndbold. Fynboerne tilbageerobrede andenpladsen med en udesejr på 26-22 over TTH Holstebro onsdag aften.

Herning-Ikast er på rækkens femteplads.

/ritzau/