Herning-drenge synger i Australien

Herning Kirkes Drengekor har givet koncert i det berømte operahus i Sidney.

19drengekor.jpg

Herning Kirkes Drengekor er lige nu på den anden side af jorden, på turné i Australien, og fredag gav de koncert i Operahuset i Sydney.

50 drenge og unge mænd er med på turen sammen med dirigent Mads Bille. Den yngste dreng på turen er bare 11 år, men ingen har haft hjemve endnu, oplyser dirigent Mads Bille.

- De store passer på de små, og vi er holder godt øje med hinanden, siger han.

Det har længe været et ønske for Mads Bille at komme om på den anden side af jorden og synge i Operahuset i Sydney, og nu er den drøm blevet til virkelighed.

Koncerten i Operahuset foregik i Utzon Salen, hovedsageligt for inviterede med relationer til Danmark.

Budgettet på turen er 1,1 mio. kroner, og koret har brugt et år på at samle penge. Hver sanger har selv betalt 7000 kroner og resten er skaffet hovedsageligt ved sponsorcykelløb, koncerter og hos fonde.

Koncerten i operahuset var korets første ud af seks koncerter på turen. De fortsætter til Melbourne og Adelaide, hvor de slutter af med en koncert med plads til 1100 mennesker.