Herning Blue Fox klar til semifinale

Herning Blue Fox slog fredag aften Herlev for fjerde gang

Herning Blue Fox-jubel_0.jpg

Herning indkasserede fredag aften billet til DM-semifinalerne med en sikker sejr i Herlev.

Herning har som det første danske ishockeyhold spillet sig i årets DM-semifinaler. Det står klart efter midtjydernes 4-2-sejr ude over Herlev i fredag aftens tidlige DM-kvartfinale.

Med gevinsten bringer Herning sig på 4-0 i kvartfinaleserien, hvor der spilles bedst af syv, og dermed kan Herlev ikke længere indhente herningenserne.

Værterne fik ellers en fremragende indledning, da Jonas Sass scorede efter blot et minut og 16 sekunders spil. Men favoritterne fra Herning rystede lynhurtigt chokket af sig, og blot 30 sekunder senere udlignede Andreas Søgaard Jensen.

Seks minutter inde i anden periode sendte Mitch Ganzak gæsterne på semifinalekurs med sin scoring til 2-1. Og Patrick Madsen fordoblede kort efter føringen.

Hjemmeholdet kæmpede godt for sagen, hvilket skudstatistikken på 34-32 i Herlevs favør også vidner om.

Men i starten af tredje periode kunne Hernings Markus Jensen - for øjnene af 580 hockeyfans i Herlev - endeligt cementere semifinalepladsen for grundspillets nummer to.

10 minutter før tid fik Herlevs Dominik Kanaet reduceret, men da værterne til sidst satsede og hev målmanden ud, kunne Tomas Petruska let slå Hernings sejr fast med 20 sekunder igen.

/ritzau/