Herning bliver vært for firedobbelt VM

Verdensmesterskaberne i springning, dressur, voltigering og para-dressur kommer i 2022 til Herning.

Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

VM i brydning, VM i håndbold for kvinder mænd og VM i Ishockey. Det er de tre verdensmesterskaber, Herning har været vært for indtil nu. I august 2022 kommer der en fjerde sportsgren på listen.

Oven på denne nyhed er det er svært at få hænderne ned

Lars Krarup (V), borgmester, Herning Kommune

Lørdag aften har det internationale rideforbund nemlig bestemt, at Herning bliver vært for VM i springning, dressur, voltigering og para-dressur.

Læs også Fint besøg på Vestjysk Sports- og Terrænrideklub

Det er noget, der skaber stor glæde for byens borgmester, Lars Krarup.

- Oven på denne nyhed er det er svært at få hænderne ned. Med et VM i flere olympiske discipliner kan vi forvente os sport i verdensklasse og rigtig mange besøgende i både Herning og hele regionen i august 2022. Det er nok en anden type fans end til for eksempel VM i Ishockey, men der vil komme mange af dem. Vi er en by, der godt kan lide at have gæster, og vi er allerede et centrum for de store hestesportsevents i Danmark med mere end 100.000 årlige gæster. Med et VM bygger vi nu oven på de gode erfaringer med at være vært for blandt andet EM i 2013 og den årlige World Cup Herning. Vi glæder os til, at hesteinteresserede i hele verden vil se mod Herning i 2022, og ser frem til samarbejdet med Dansk Rideforbund, Sport Event Denmark, MCH og VM-selskabet, siger Lars Krarup til kommunens hjemmeside.

Slog Rom og Saudi-Arabien

Der er grund til glæde i Herning. For der var stor konkurrence om at blive vært om verdensmesterskabet.

Rom og Saudi-Arabien bød også ind, men det endte altså med Herning som vinder.

I begrundelsen for, hvorfor netop Herning blev valgt, sætter det internationale rideforbund fokus på Hernings evner til at afholde store events samt danskerne som samarbejdspartnere.

Hos Messecenter Herning, der skal lægge baner til mesterskaberne, ser de frem til at skulle afholde det store event.

- Vi har en 40 år lang historik med hestearrangementer i verdensklasse i MCH, og det betyder meget for os, at vi nu får endnu en mulighed for at byde deltagere, presse og publikum fra hele Danmark og udlandet velkommen til MCH, og vi glæder os til, i et spændende og stærkt samarbejde, at skabe rammerne om endnu et verdensmesterskab, siger Georg Sørensen, der er administrerende direktør i MCH A/S.

Verdensmesterskaberne bliver afholdt fra den 6. til den 14. august 2022.

00:39

Se indslag: Fra den 6. til den 14. august i 2022 bliver MCH i Herning igen bygget om til ride-arena.

Luk video