Herning-atlet i tårer: Klar til OL på allersidste mandat

22-årige Turpal Bisultanov får alligevel OL-drømmen opfyldt

Turpal Bisultanov.
Turpal Bisultanov.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Herning Brydeklub får en bryder med til OL.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

22-årige Turpal Bisultanov har fået tildelt en såkaldt reallokeret plads af det internationale brydeforbund.

OL-drømmen så ellers ud til at briste for bryderen, da en skulderskade først forhindrede ham i at deltage ved VM i 2023, og han siden måtte se sig slået i den afgørende kamp ved det sidste OL-kvalifikationsstævne i maj. Men nu har den tidligere europamester og VM-sølvvinder altså fået tildelt en OL-plads, fordi der er indløbet et afbud, og Bisultanov var førstereserve på ranglisten. På den baggrund har DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, udtaget ham til OL, der begynder 26. juli i Paris.

Turpal Bisultanov har hele tiden kendt sin situation som førstereserve og har dermed holdt formen ved lige i tilfælde af, at han skulle pakke OL-kufferten i sidste sekund.

- Jeg fik bare tårer i øjnene, da jeg fik opkaldet om, at jeg havde fået pladsen. Jeg har drømt om at bryde for Danmark til OL, siden jeg var helt lille, og jeg troede, at muligheden var gået i vasken. De sidste to år har været en rutsjebanetur. Først med at få mit danske pas, så blev jeg skadet og skulle opereres, og så kæmpede jeg for at nå at kvalificere mig. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg nu får muligheden. Det er stort for både mig og min familie, og jeg er stolt over at få lov at repræsentere Danmark. Forberedelserne har selvfølgelig ikke været optimale, men jeg har heldigvis holdt mig i gang, og måske ser mine modstandere mig lidt som en underdog. Vi får se. Jeg glæder mig, siger Turpal Bisultanov.

Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, glæder sig meget over, at Turpal Bisultanov alligevel bliver en del af det danske OL-hold og ser frem til at følge ham til legene i Paris:

- Det er yderst fortjent, at Turpal kommer med til OL, selvom kvalifikationen ikke lykkedes i første omgang. Han har ved flere lejligheder vist, at han hører til i verdenseliten. Han har, på trods af at han kun er 22 år, allerede vundet både EM-guld og VM-sølv, og havde det ikke været for en uheldig skulderskade er jeg sikker på, at han for længst havde kvalificeret sig til OL. Derfor er det også en meget glædelig nyhed, at vi alligevel får Turpal med på det danske OL-hold i Paris. Han har ikke så lang tid til at pudse formen af, men han har alt at vinde.