Herning amok i rødt og hvidt

Byen forbereder sig til EM i herrehåndbold med start på søndag. Mere end 100.000 håndboldfans forventes at komme til byen.

kager.jpg

Der er røde og hvide træer i gågaden. Håndboldformede kager, og kager med rød og hvid marcipanovertræk. Røde og hvide fodspor viser vej gennem gågaden og tog er pakket ind i dannebrogsfarver. Fra søndag og 14 dage frem vil Herning være farvet af EM i Herrehåndbold.

Kronprinsen kommer

Byen forventer at få mere end 100.000 gæster i de 14 dage. Dansk Håndbold Forbund har i hvert fald solgt mere end 100.000 billetter til kampene i Jyske Bank BOXEN.

Blandt de mange gæster er HKH Kronprins Frederik, der som protektor for EURO 2014 overværer den indledende kamp mellem Danmark og Makedonien i Jyske Bank BOXEN på søndag.