Henning er kåret til Fremtidens Landmand: Dovenskab er min drivkraft

Henning fra Arnborg har vundet teknologiprisen til årets konference for Fremtidens Landmænd.

Kartoffelavler Henning Thybo har vundet en pris for hans digitale løsninger i landbruget - hans bedste våben er dovenskab.
Kartoffelavler Henning Thybo har vundet en pris for hans digitale løsninger i landbruget - hans bedste våben er dovenskab.
Foto: Seges / privatfoto

Normalt forbinder man ikke en prisvinder med dovenskab. Men det er tilfældet med kartoffelavler Henning Thybo fra Arnborg.

Han er torsdag aften blevet kåret til Årets Landmand under temaet teknologi. Teknologiprisen gives til en landmand, der har udviklet bedriften med den nyeste teknologi og evner at bruge teknologien til at forbedre økonomien.

- Jeg er doven og utålmodig. Jeg gider ikke lave meget, og det skal gå helt vild stærkt. Det er min drivkraft, siger Henning Thybo til SEGES og tilføjer:

- Det, man ikke kan købe, må man selv lave.

Kartoffelavleren har torsdag aften vundet teknologiprisen, fordi han har gjort sit arbejde nemmere ved hjælp af digitale løsninger.

På hans 480 hektar midtjysk hedejord dyrkes marken med en række maskiner, han selv har udviklet, og hvoraf flere siden er blevet videreudviklet og sælges til andre landmænd.

Udover teknologiprisen gives der priser inden for afsætning og bæredygtighed.