Helge Sanders drøm om Formel 1 i Danmark får dødsstødet

Københavns overborgmester meddeler, at han indstiller, at projektet om at få Formel 1 til København stoppes.

Helge Sander, tidligere borgmester i Herning Kommune, er initiativtager til at få Formel 1 til Danmark, men hans drøm bliver ikke til noget på nuværende tidspunkt.
Helge Sander, tidligere borgmester i Herning Kommune, er initiativtager til at få Formel 1 til Danmark, men hans drøm bliver ikke til noget på nuværende tidspunkt.
Foto: Ritzau Scanpix / Mads Claus Rasmussen

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), har fredag meddelt finansminister Kristian Jensen (V) og Formel 1-projektets initiativtager, Helge Sander, at hans samlede indstilling er, at projektet om at få Formel 1 til København skal opgives.

Det siger Frank Jensen til Politiken.

- Jeg indstiller nu, at det (Formel 1, red.) stopper. Det vil sige, at jeg over for mine kolleger i det lille flertal, jeg har, har tilkendegivet, at det er min indstilling. Det har de taget til efterretning.

- Der er brug for at trække en streg. Vi kan ikke blive ved med at planlægge en sag med så stort et projekt med så mange risici, siger han til Politiken.

Finansminister Kristian Jensen (V) tager beslutningen fra Københavns Kommune til efterretning.

- Formel 1 er en af verdens største sportsbegivenheder, og det ville være spændende, men også en stor udfordring at afvikle i hjertet af København.

- Jeg må konstatere, at det ikke har været muligt at få projektet realiseret, siger han i en skriftlig kommentar fra finansministeriet.

Frank Jensens udmelding ærgrer Helge Sander, der følte, at projektet var tæt på at lykkes.

- Det er selvfølgelig utroligt skuffende. Vi har det sidste års tid arbejdet hen imod et virkelig realistisk projekt, og der har især været meget medvind de sidste par måneder, så jeg troede faktisk på, at det kunne lade sig gøre.

- I det lys er det skuffende, at vi ikke kunne få bragt det i hus, siger han til Ritzau.

Den tidligere minister er dog ikke helt klar til at lægge drømmen om at se Formel 1 i den danske hovedstad i graven.

- Jeg har lige nu lidt svært ved at se de store perspektiver, men jeg vil gerne lige sunde mig hen over weekenden, og så må vi se, hvordan verden ser ud på mandag.

Lars Seier Christensen, der sammen med Helge Sander har arbejdet på at få Formel 1 til København, har tidligere sagt, at det vil være stort set umuligt at afholde et grandprix, hvis hverken staten eller Københavns Kommune bidrager økonomisk.