HC Midtjylland fyrer sportschef

HC Midtjylland laver ny ledelsesstruktur. Det koster flere chefer jobbet.

Sportschef Jens Ole Bondrop og direktør Niels Knudsen strå ikke længere i front for HC Midtjylland. Det skriver aoh.dk.

De er begge blevet sagt op, fordi klubben vil have en ny struktur, og ny direktør er Niels Erik Jørgensen, der også er bestyrelsesmedlem.

Tidligere Årets Leder

Med fyringen af Jens Ole Bondrop mister klubben en mand, der tidligere er kåret som Årets Leder i dansk håndbold. Ud over at miste sin halvtidsstilling, så trækker Bondrop sig samtidig som bestyrelsesmedlem.

- Lønkronerne skal bruges anderledes. Der skal flere på salg og organisation, siger Niels Knudsen til hjemmesiden. Han fortsætter som frivillig og bestyrelsesmedlem i HCM.

Ligger skidt

HC Midtjylland ligger næstsidst i håndboldligaen, og skal derfor spille nedrykningsspil i den kommende tid.