Håndbold VM: Festen i Herning fortsætter med dansk sejr mod Sverige

Med en 30-26-sejr over Sverige spillede håndboldlandsholdet sig i semifinalen. Modstanderen bliver Frankrig på fredag.

Henrik Toft var med i sejren mod Sverige.
Henrik Toft var med i sejren mod Sverige.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Den danske håndboldfest fortsætter, og Nikolaj Jacobsens mænd kan se frem til en VM-semifinale i Hamburg efter en 30-26-sejr over Sverige - holdets ottende i lige så mange kampe.

Danmark møder Frankrig på fredag, mens den anden semifinale kommer til at stå mellem Tyskland og Norge. Sveriges EM-sølvvindere slutter med en knapt så attraktiv kamp om femtepladsen lørdag.

Det danske hold kunne tåle et nederlag på fire overskydende mål, og selv om Sverige i første halvleg førte 12-9, kom billetten til semifinalen aldrig for alvor i fare.

Kampen knækkede midt i anden halvleg, da Danmark havde knoklet sig til en tremålsføring, og roen og sikkerheden havde indfundet sig i angrebsspillet.

Indtil da havde det været præcis så tæt og jævnbyrdigt, som det som regel er, når de to naboer mødes i vigtige håndboldkampe.

Holdene skiftedes til at have overtaget, og pausestillingen 13-13 var et passende billede af en intens første halvleg mellem to hold, der kender hinanden til bevidstløshed.

Stjernerne trådte i karakter

Det danske formåede at håndtere, at profilerne Mikkel Hansen og Rasmus Lauge for anden kamp i træk kom tungt i gang og havde svært ved at sætte sig igennem.

Hansen måtte endda en tur på bænken mod slutningen af første halvleg, hvor Nikolaj Markussen kom ind og fyrede sine skud af fra øverste etage.

Men med danske øjne tilhørte første halvleg helt entydigt Landin-brødrene.

I målet tog Niklas fra start humøret fra sin klubkammerat Niclas Ekberg, der blev skiftet ud efter fire afbrændere.

Lillebror Magnus føjede endnu en stor VM-præstation til samlingen med brølstærkt forsvarsspil og stensikre afslutninger fra venstre fløj.

Det var også en halvleg, hvor danskerne skulle slide hårdt for målene mod et velforberedt svensk forsvar, der havde en stærk Andreas Palicka bag sig.

Billedet var det samme fra anden halvlegs start, hvor svenskerne indledningsvis havde initiativet, og hvor det var Danmark, der konstant skulle sørge for, at hullet ikke blev for markant.

Ti minutter inde i anden omgang bragte Rasmus Lauge dog danskerne foran 19-18. Og da Mikkel Hansen kort efter udnyttede et straffekast, begyndte det at se svært ud for svenskerne, der skulle bruge en sejr på tre mål for at komme i semifinalen.

De blågule skød sig trætte på Niklas Landin, og festen blev total, da den i denne turnering sjældent benyttede Morten Olsen kom på banen til et jubelbrøl fra lægterne.

De sidste minutter blev én stor klappefest i den midtjyske sportshøjborg, der igen vil være fyldt til sidste plads på søndag, hvor der er finale og bronzekamp. Den ene af kampene med dansk deltagelse.