Halvt års fængsel til skunkdyrker

Straksdom til 22-årig hovedmand bag skunklaboratorium i Pårup.

141110Skunk3.jpg

Der var kontant afregning, da en 22-årig mand, der torsdag aften blev anholdt i et skunklaboratorium i Pårup, fredag formiddag blev fremstillet i retten i Herning.

Den 22-årige, der kommer fra Kibæk, erkendte sig skyldig og blev herefter idømt seks måneders ubetinget fængsel.

Der var i alt fem unge mænd til stede, da politiet afslørede skunklaboratoriet. De fire andre er sigtede i sagen og kan senere se frem til en tur i retten. Når politiets jurister valgte at fremstille den 22-årige med det samme, skyldes det, at han betragtes som sagens hovedmand.

Der blev i alt fundet 167 skunkplanter og 4,5 kilo tørrede planter i laboratoriet. De sigtede i sagen kommer fra Kibæk, Skjern og Herning.

Den 22-årige blev også dømt for tyveri, idet strømmen i laboratoriet blev kørt uden om elmåleren.

1:58
Endnu engang har Politiet fundet et hemmeligt skunklaboratorium her i landsdelen. Denne gang var det dog ikke på en øde landejendom, men inde midt i Pårup by.