Håndboldherrernes VM-guld var årets sportspræstation

Det danske herrelandshold i håndbold vandt B.T. Guld-prisen ved Sport 2019 for årets sportspræstation.

Nikolaj Markussen fra Bjerringbro-Silkeborg modtog prisen på vegne af håndboldherrerne.
Nikolaj Markussen fra Bjerringbro-Silkeborg modtog prisen på vegne af håndboldherrerne.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håndboldherrernes triumf ved sidste års VM var den største danske sportspræstation i 2019.

Det har 40 danske topatleter fundet frem til via en afstemning, og dermed endte Nikolaj Jacobsen og co. som vindere af B.T. Guld-prisen, da prisuddelingen Sport 2019 lørdag blev afviklet.

Prisen blev overrakt af sidste års vinder, Caroline Wozniacki, der var med på en videoforbindelse fra Auckland i New Zealand. Her skal hun deltage i tennisturneringen ASB Classic.

Håndboldlandsholdet vandt foran to andre VM-guldpræstationer i form af cykelrytteren Mads Pedersens sejr ved VM i landevejscykling og sejleren Anne-Marie Rindoms 2019-sæson, der ud over VM-guld også bød på en sejr ved EM og titlen som verdens bedste sejler.

- Vi er utroligt stolte og glade for titlen, især når man kigger på feltet i år, sagde Niklas Landin.

Han var sammen med Rasmus Lauge ligesom Wozniacki med via en videoforbindelse, fordi landsholdet i øjeblikket deltager i en Golden League-turnering i Frankrig forud for det kommende EM.

Danmark vandt samtlige kampe ved håndbold-VM, der blev afholdt i Tyskland og Danmark. I finalen, der blev spillet i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor Sport 2019 også løb af stablen, satte danskerne tingene på plads ved at banke Norge med ni mål.

Mikkel Hansen blev kåret som turneringens bedste spiller og sluttede også som topscorer.

Det var første gang nogensinde, at Danmark vandt VM i herrehåndbold.
    
/ritzau/