Grydeklar idé mangler en million dollars: - Det er hårdt arbejde

Et firma fra Herning er på jagt efter investorer til et soldrevet komfur, der skal hjælpe fattige og flygtninge med at lave mad.

Mads Berings produkt er et solcelledrevet mikrokøkken. En slags kogeplade med indbygget batteri og en tilhørende gryde.
Mads Berings produkt er et solcelledrevet mikrokøkken. En slags kogeplade med indbygget batteri og en tilhørende gryde.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Mads Bering fra Herning er på jagt efter en en million dollars. Pengene skal bringe hans idé ud i verden - et lille komfur drevet af solenergi, som skal hjælpe verdens flygtninge og fattige med at lave mad.

- Det handler om at være skarp, og det skal gå rigtig godt, for at de vil handle med os, siger Mads Bering.

Han var i dag i Agro Business Park i Foulum ved Viborg, hvor han sammen med 31 andre virksomheder præsenterede grønner ideer for investorer fra ind- og udland.

- Det kræver meget arbejde, og det er hårdt arbejde, men det er noget, vi skal ud og gøre hele tiden, fordi lige pludselig står den rigtige og banker på døren, siger forretningsudvikleren.

Solcelledrevet mikrokøkken

Produktet er et solcelledrevet mikrokøkken. En slags kogeplade med indbygget batteri og en tilhørende gryde.

- Den er dobbeltisoleret, så der er flere lag inde i den, som gør, at den holder temperaturen meget længe, siger Mads Bering.

Firmaet hedder Pesitho og har allerede fundet én investor, men for at køkkenet kan masseproduceres og komme ud i verden er der altså brug for en million dollars.

- Folk i eksempelvis flygtningelejrene bruger en meget stor del af deres tid eller ressourcer på at samle brænde til at kunne koge deres mad, og det her løser det problem på en ny måde, som vi ikke har set før.

- Men det kræver kapital, også mere end det vi er og har været i stand til at stille til rådighed, siger Steen Palle, der er investeringschef hos BOREAN Innovation.

Nu kan Mads Bering kun håbe, at et frø er sået til det store pengetræ.

Det soldrevne komfur er blandt andet blevet afprøvet i en flygtningelejr i Uganda.

2:14
Mads Bering fra Herning-firmaet Pesitho forsøgte at finde investorer til et soldrevet komfur.