Glatføre: Flere trafikuheld tirsdag morgen

Midt- og Vestjyllands Politi advarer mod stedvist meget glatte veje tirsdag morgen. Flere biler er havnet i grøften. (foto: Alarm112)

Lastbil_2.jpg

Der er god grund til at køre forsigtigt i det midt- og vestjyske tirsdag mogen. Meget glatte veje har forårsaget flere solouheld i morgentrafikken. Politiet advarer mod stedvist meget glatte veje.

Mellem Herrup og Skave på hovedveje 16 mellem Holstebro og Viborg var der tirsdag mogen omkring kl. 7 flere biler i grøften på grund af isglatte veje.

- Nogle af mine folk derude, siger at folk kører i grøften, selv om de kører med ti kilometer i timen. Det er ekstremt glat. Folke skal være meget opmærksomme. Særligt på strækninger, hvor der er træer helt ud til vejen, siger vagthavende Ole Vanghøj hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Der skulle nu være en saltbil på vej rundt på hovedvejene, oplyser vagtchefen.

Flere solouheld på grund af glatføre

Også på hovedvej 18 mellem Herning og Holstebro var en bil kørt i grøften på grund af det glatte føre. I Brande på Arnbogvej er en bil havnet på taget på en mark. Politiet betegner også denne ulykke som et solouheld formentlig på grund af det glatte føre. I Kjellerup på Vattrupvej er endnu en bil havnet i grøften også formentlig på grund af en glat vej.

Lastbil i grøften

Viborg Brandvæsen blev lidt i syv kaldt til en ulykke på hovedvej 13 lige syd for Viborg. En lastbil var kørt i grøften. I følge et øjenvidne kunne lastbilchaufføren selv kravle ud af bilen og slap fra ulykken med mindre knubs.