Glæde i Jyllands Park Zoo: Har ikke set en unge som Thabo i 17 år

Den nye hanunge hedder Thabo, der betyder glæde.

Dyrepasser Line Dideriksen i Jyllands Park Zoo i Haunstrup prøver lige nu noget helt nyt. For selvom hun har en del erfaring med at passe søbjørneunger, så er der nu sket noget nyt.

quoteDet er jo en ny måde, vi skal til at arbejde med ham på, fordi søbjørnehanner spiser meget mere end hunnerne, fordi de skal vokse til dobbelt størrelse

Line Dideriksen, Dyrepasser, Jyllands Park Zoo

Der er nemlig blevet født en han - og det er ikke sket de sidste 17 år.

- Den sidste søbjørnehan, vi fik, det er hannen herude, Bubber, og nu har vi så fået en igen. Ham har vi valgt at kalde Thabo, som betyder glæde på et af de sydafrikanske stammesprog, forklarer hun begejstret.

Hun glæder sig til at følge Thabo, som nu er cirka en måned gammel.

- Det er jo en ny måde, vi skal til at arbejde med ham på, fordi søbjørnehanner spiser meget mere end hunnerne, fordi de skal vokse til dobbelt størrelse.

Når Thabo bliver voksen, så får han en kampvægt på omkring 250 kilo, når han er tungest.
Når Thabo bliver voksen, så får han en kampvægt på omkring 250 kilo, når han er tungest.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

250 kilo

Thabos far vejer 250 kilo i starten af parringsæsonen, og Thabo selv vil ende omkring den størrelse, regner dyrepasserne med.

De ved faktisk ikke, om det er normalt, at man kan gå i 17 år uden en eneste han.

- Vi har haft rigtigt nemt ved at afsætte vores hunner til nystartede flokke, så dem vi har kontakt med, det er også nogen, der ikke har fået unger endnu på deres søbjørne. Derfor er vi ikke helt klar over, om det er unormalt, at der ikke kommer så mange hanner, eller om det er noget genetisk. Det er svært at sige, forklarer Line Dideriksen.

Ligesom de tidligere unger skal Thabo også videre på et tidspunkt, men der er endnu ingen fast plan for hans fremtid.

- Han vokser op, og så må vi se, hvad der skal ske med ham. Der er jo en han, og det kan godt være et problem at afsætte en han, fordi det for det meste er hunner, der er nemme at sende afsted, fordi de kan sættes ind i et andet harem. Men søbjørnehanner er der som regel kun en af i et harem. Men han bliver først kønsmoden om en fire-fem år, så nu må vi lige se tiden an.

Det er endnu ikke muligt at besøge Thabo, Line Dideriksen forventer først, at han kommer ud i det store bassin sidst på sommeren, alt afhængigt af hans udvikling.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Natur.