Glæde hos VIA: Flertal siger nej til ny læreruddannelse i Herning

De radikale mener, at en ny uddannelse skal placeres et sted, hvor lokalsamfundet bliver glad for det. Dermed ser Herning ud til at være ude af billedet.

Formandsskabet i VIA University College glæder sig over, at en ny læreruddannelse alligevel ikke ser ud til at være på vej til Herning. VIA driver seminarierne i Nr. Nissum, Skive og Silkeborg.
Formandsskabet i VIA University College glæder sig over, at en ny læreruddannelse alligevel ikke ser ud til at være på vej til Herning. VIA driver seminarierne i Nr. Nissum, Skive og Silkeborg.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

En ny dansk læreruddannelse bliver efter alt at dømme alligevel ikke placeret i Herning.

Det står klart efter førstebehandlingen af lovforslaget i Folketinget.

På forhånd tegnede der sig ellers et flertal for at placere den nye uddannelse i Herning, men undervejs i debatten viste det sig ifølge fagbladet Folkeskolen, at de radikale ikke vil støtte en placering i hedens hovedstad - og dermed er der ikke flertal for den placering.

- Radikale bidrager ikke til en læreruddannelse i Herning. En ny læreruddannelse skal ligge et sted, hvor lokalsamfundet bliver glad for det, sagde den radikale Marianne Jelved.

Formandsskabet i VIA University College havde på forhånd advaret mod, at en ny uddannelse i Herning kan være med til at fjerne grundlaget for de eksisterende uddannelser i Nr. Nissum, Skive og Silkeborg. 

Den frygt blev blandt andet delt af uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (A), og og VIAs næstformand Jørgen Nørby er også godt tilfreds med den nye udvikling.

- Jeg er utroligt glad for, at vi nu er færdige med den diskussion om, at det lige bestemt skal være i Herning, siger Jørgen Nørby til TV MIDVEST.

VIA: Ikke behov for ny uddannelse

Venstres folketingsmedlem fra Herning, Kristian Jensen, er en af fortalerne for den nye uddannelse. Han siger nu ifølge Folkeskolen, at Herning er kommet på tale, fordi flere fra arbejdsgruppen kommer fra byen. Men det betød ikke nødvendigvis, at uddannelsen skulle ligge i Herning.

- Jeg vil støtte en fri læreruddannelse, uanset hvor i landet den bliver placeret. Er det en garanti, at den kommer til at ligge i Herning? Nej, det er det ikke, sagde Kristian Jensen ifølge Folkeskolen.

Mens der altså ikke er flertal for at placere den nye læreruddannelse i Herning, er der til gengæld flertal for at oprette uddannelsen. 

Men det er slet ikke nødvendigt, mener VIA University College.

Næstformand Jørgen Nørby peger på, at den nuværende læreruddannelse er reguleret ned til mindste detalje, og at VIA gerne vil være med til at undersøge, hvordan det kan gøres anderledes.

- Det er fuldstændig korrekt set, at der skal nytænkning ind, og vi er klar til at gå ind i den debat. Vi har de fysiske rammer til det, og vi har lærerkræfterne. Derfor er der ingen grund til at lave en ny institution. Vi kan sagtens rumme det inden for den eksisterende læreruddannelse, siger Jørgen Nørby.