Giroen kommer til Herning

Kæmpe sportsbegivenhed begynder i hedens hovedstad til næste år.

En af verdens helt store sportsbegivenheder, det professionelle etape-cykelløb Giro d´Italia, skal ifølge vedvarende rygter begynde i Herning til næste år.

Hernings borgmester Lars Krarup (V) vil ikke bekræfte oplysningen, men henviser til et pressemøde, som Herning Kommune, Horsens Kommune og Sport Event Denmark fredag formiddag inviterer til i Horsens.

- Her vil vi fortælle, at der kommer en meget stor sportsbegivenhed til vores egn, og hvis man vil vide mere om det, skal man komme til pressemøde i morgen klokken 10, siger Lars Krarup til TV/MIDT-VEST.

Washington: Slaget er tabt

For år tilbage forsøgte man i Herning at få Tour de France til byen, og hedens hovedstad er de sidste år flere gange blevet sat i forbindelse med Giro d´Italia, som rangerer lige under Tour de France.

Washington DC havde tilsyneladende også lagt billet ind på giro-starten, og kilder i den amerikanske forbundshovedstad erkender over for hjemmesiden cyclingnews.com, at slaget er tabt.

Udover Lars Krarup vil også Horsens-borgmester Jan Trøjborg og direktør i Sport Event Denmark Lars Lundov deltage i fredagens pressemøde. I indbydelsen til pressemødet står der desuden, at der vil være indlæg fra "relevante nøglepersoner".