Gæstedagplejer sigtet for lille piges død - har ikke arbejdet med børn i længere tid, siger kommunen

En nu tidligere dagplejer er blevet sigtet for vold til døden med følge mod en etårig pige, som hun havde i gæstepleje. Dagplejeren er varetægtsfængslet i fire uger.

En tidligere dagplejemor er blevet sigtet i en sag, hvor en etårig pige døde, efter hun havde været i gæstedagpleje i landsbyen Illskov nord for Herning.

Gæstedagplejen er blevet sigtet for særligt grov vold med døden til følge.

- Det er en dybt tragisk sag, og alle vores tanker går til de pårørende, forklarer Jørn Thomsen, der er leder for dagplejeområdet i Herning Kommune.

Han fortæller, at kommunen var blevet orienteret om, at der var en efterforskning i gang, og at der torsdag blev anholdt en i sagen, men at de ikke ved mere på nuværende tidspunkt.

Arbejder ikke længere med omsorg

Jørn Thomsen bekræfter, at der er tale om en nu tidligere dagplejemor, da hun ikke har arbejdet med børn i et stykke tid.

- Personen har i længere tid ikke arbejdet med omsorg – hverken børn eller voksne, siger han.

Længere tid, er det siden hændelsen i 2019?

- Det kan jeg på nuværende tidspunkt ikke komme med flere detaljer omkring, siger Jørn Thomsen. 

Flere kraniebrud

Pigen døde på Århus Universitetshospital, efter at gæstedagplejeren havde tilkaldt hjælp. Hun var i gæstedagpleje, da hendes egen dagplejer havde ferie.

I går, torsdag, blev gæstedagplejemoren så anholdt, og fredag vurderede Retten i Herning på et mere end tre timer langt grundlovsforhør for lukkede døre, at gæstedagplejeren skulle varetægtsfængsles i fire uger.

Sigtelsen lyder på særlig grov vold med døden til følge. Hun er sigtet for at ruske pigen, slå hende med en stump genstand samt muligvis at slå hendes hoved mod en overflade.

Pigen havde ifølge obduktionen knoglebrud i nakken og flere kraniebrud og døde som følge af dette og blødninger i hjernen

Sigtede nægter sig skyldig, og politiet efterforsker stadig sagen. Hvilke nye oplysninger der har ført politiet til anholdelsen torsdag vides endnu ikke.