Fyret socialrådgiver beskylder Herning Kommune for politisk fyring

Lone Nielsen blev fyret, efter en rapport afslørede flere kritiske fejl i en sag om tvangsfjernelse af to børn. Nu kalder hun fyringen politisk. 

Den socialrådgiver, der for en uge siden blev fyret i en sag om tvangsfjernelse af to børn i Herning kommune, er løsgængeren i Herning byråd, Lone Nielsen.

Hun kalder det nu for en klar politisk fyring.

quoteJeg kan godt forstå, at de er bange, men jeg synes, det er en usmagelig måde at vise det på ved at prøve at gå efter mig i mit almindelige arbejde som socialrådgiver.

Lone Nielsen, fyret socialrådgiver

- Det er en politisk fyring. Min ledelse har aldrig givet udtryk for andet, end at de var glade for mig, og så har Økonomiudvalget med Lars Krarup i spidsen vedtaget hen over ledelsen, at jeg skal fyres personlig, siger Lone Nielsen.

En ekstern rapport bestilt af borgmester Lars Krarup har afsløret, at Lone Nielsen har begået flere kritiske fejl i sagsbehandlingen.

Fejl, der fik et enigt økonomiudvalg i Herning Kommune til at afskedige hende som socialrådgiver.

- Lars Krarup og dem i Økonomiudvalget er ikke så begejstrede for Borgerlisten, fordi vi er i så stærk opposition. Jeg kan godt forstå, at de er bange, men jeg synes, det er en usmagelig måde at vise det på ved at prøve at gå efter mig i mit almindelige arbejde som socialrådgiver.

Se hele interviewet med Lone Nielsen her.

Borgmester afviser beskyldninger

Lars Krarup (V), Herning Kommunes borgmester, kan ikke sige meget af hensyn til personalejura, men afviser beskyldninger om en politisk fyring.

- Det har intet som helst at gøre med, hvem der er bag i det ledelsesmæssige lag som menneske og heller ikke hos den ansvarlige sagsbehandler. Det kan jeg sige med 100 procent sikkerhed. Det har at gøre med sagens karakter, siger borgmesteren.

 Den eksterne rapport som fik konsekvenser belyser tvangsfjernelsen af to børn. Kommunen fik massiv kritik for sagsbehandlingen. Blandt andet på Facebooksiden 'Herning Kommune begår overgreb'. 

Rapporten konkluderer, at sagsbehandlingen' lider af væsentlige mangler i form af tilsidesættelse af generelle og særlige sagsbehandlingsregler i forvaltnings og serviceloven: 

- Jeg synes faktisk, det ville være mere usædvanligt som folkevalgt, hvis man sad med sådan en rapport fra en ekstern ekspert og så ikke drog nogen konsekvens. Det er en sag, hvor der er grove lovgivningsmæssige svigt, og der er grove fejl påvist af eksperter udefra, siger Lars Krarup.

Derfor er stien ren ifølge Herningborgmesteren. Det var en enig politisk ledelse, der traf afgørelsen.

- Jeg håber aldrig at skulle stå i den samme situation en anden gang, men hvis jeg gjorde, tænker jeg ikke, der var noget, jeg ville gøre anderledes, siger Krarup.

Her kan du se indslaget med reaktionerne fra Lars Krarup og kommunalforsker Roger Buch.

Usædvanlig fyring

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, er chokeret over sagen. I de 25 år han har været med, er det ikke sket før i den kommunale verden.

- Jeg er noget chokeret over, at sådan noget kan foregå. Det, der er helt usædvanligt i den her sag, er, at man fyrer en medarbejder i bunden af systemet, en navngiven medarbejder.

Kan det ikke være meget rimeligt og helt efter bogen, at man som medarbejder bliver fyret, hvis man har begået væsentlige fejl som en ekstern rapport nu konkluderer?
 
- Jo, og der er jo masser af medarbejdere, der bliver fyret i den offentlige sektor hvert eneste år.

Så kan hun vel også blive fyret? 

- Det kan hun sagtens, men den måde, det foregår på alle andre steder, når man fyrer folk, det er jo, at nærmeste chef fyrer en, siger kommunalforskeren.

Ifølge Roger Buch bør fyringen nu undersøges nærmere.

Se et uddybende indslag om sagen her.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Politik.